Tesofensin: forsøgene, hjerte-kar-signalet og godkendelsen

Tesofensin dukker med jævne mellemrum op i debatten om vægttab, ofte omtalt som “det næste store gennembrud” eller “pillen der virker som Ozempic, bare i tabletform”. Ingen af delene er helt præcise. Tesofensin er hverken godkendt, markedsført eller lovligt tilgængeligt som lægemiddel i Danmark, EU eller USA, og det arbejder på en helt anden måde i kroppen end de GLP-1-præparater, det ofte sammenlignes med.

Denne guide går bag om overskrifterne. Vi gennemgår, hvad tesofensin faktisk er, hvordan det oprindeligt blev opdaget som et biprodukt af forskning i Alzheimers og Parkinsons sygdom, hvad de kliniske forsøg reelt viser om effekt og bivirkninger, og hvorfor et enkeltstudie fra 2008 stadig følges af en uafklaret tvivl om, hvor pålidelige tallene er.

Målet er en ærlig, kildebaseret gennemgang, ikke en anbefaling. Tesofensin er et forsøgsstof under fortsat klinisk udvikling, og der findes i skrivende stund ingen lovlig, lægefaglig vej til at få det ordineret herhjemme. Jo bedre du forstår, hvor stoffet reelt står, jo lettere er det at gennemskue markedsføring, der giver et andet indtryk.

Vi gennemgår også den historie, der sjældnere fortælles: en formel bekymringserklæring fra et af verdens mest anerkendte lægetidsskrifter om det studie, hele den oprindelige interesse for stoffet bygger på, samt det hjerte-kar-signal, der er hovedårsagen til, at stoffet aldrig er nået gennem et fuldt fase 3-program i hverken USA eller EU.

Hvad er tesofensin?

Tesofensin er et syntetisk molekyle, der i den videnskabelige litteratur kaldes en triple monoamin-genoptagshæmmer. Det betyder, at stoffet blokerer den proces, hvor hjerneceller normalt suger tre bestemte signalstoffer, serotonin, noradrenalin og dopamin, tilbage ind i cellen efter at have sendt et signal. Når genoptaget hæmmes, bliver der mere af disse signalstoffer til rådighed i hjernens synapser i længere tid.

Det er den samme grundlæggende mekanisme, mange typer antidepressiv medicin bruger, men tesofensin er bredere i sit angreb, fordi det rammer alle tre signalstoffer på én gang i stedet for kun ét eller to. Netop den brede virkning er årsagen til, at stoffet oprindeligt blev udviklet til helt andre sygdomme, end det i dag er bedst kendt for.

Det er vigtigt at slå fast med det samme: tesofensin er ikke en GLP-1-receptoragonist, og det er ikke i familie med hverken semaglutid eller tirzepatid, de aktive stoffer bag Wegovy, Ozempic og Mounjaro. De to stofgrupper arbejder i to helt forskellige biologiske systemer, og den eneste rimelige sammenligning mellem dem er, hvor meget vægt forsøgsdeltagerne har tabt i studierne, ikke hvordan de kommer derhen.

I den tidlige forskningslitteratur går stoffet under det interne udviklingsnavn NS 2330, en typisk betegnelse for et molekyle, der endnu ikke har fået et handelsnavn, hvilket hænger sammen med, at det stadig ikke er nået i mål med en godkendelse. Betegnelsen “triple monoamin-genoptagshæmmer” er i sig selv en lille, men vigtig stofklasse inden for neurofarmakologien. De fleste kendte lægemidler, der påvirker signalstofferne i hjernen, rammer typisk kun ét eller to af de tre klassiske monoaminer ad gangen, mens stoffer, der rammer alle tre samtidig, er langt sjældnere og generelt sværere at dosere sikkert, netop fordi den brede virkning gør det vanskeligere at forudsige den samlede effekt på kroppen.

Tesofensin findes i dag ikke som et godkendt eller markedsført lægemiddel noget sted i verden. Det er fortsat et forsøgsstof, som testes i kliniske studier, og der er ingen lovlig måde at få det ordineret på i Danmark. Det er en pointe, vi vender tilbage til flere gange i denne artikel, fordi netop den detalje ofte forsvinder i omtalen af stoffet.

Den danske historie bag stoffet

Tesofensin har en overraskende dansk oprindelse. Stoffet blev udviklet under betegnelsen NS 2330 af det danske biotekfirma NeuroSearch A/S, som havde til huse i Ballerup, nordvest for København. Firmaets speciale var lægemidler til sygdomme i centralnervesystemet, og tesofensin blev oprindeligt designet som et middel mod Alzheimers og Parkinsons sygdom.

Tanken var, at stoffets effekt på dopamin kunne hjælpe på de motoriske og kognitive symptomer, der kendetegner begge sygdomme. I de tidlige kliniske forsøg viste tesofensin dog kun begrænset effekt på selve hjernesygdommene, og udviklingen mod den oprindelige indikation blev til sidst opgivet.

Det, forskerne til gengæld lagde mærke til, var noget helt andet. Deltagerne i studierne, som havde Parkinsons eller Alzheimers sygdom, tabte sig markant mere end forventet, uden at der var lagt op til nogen diæt eller livsstilsændring. En samlet analyse af fire af de oprindelige forsøg, offentliggjort i tidsskriftet Obesity i 2008, dokumenterede det dosisafhængige vægttab og blev startskuddet til en helt ny udviklingsretning for stoffet.

Det er et klassisk eksempel på det, lægemiddelindustrien kalder repositionering, hvor et stof, der fejler på sit oprindelige formål, viser sig at have en helt anden, uventet og kommercielt interessant effekt. Historien minder om, hvordan flere andre kendte lægemidler er blevet opdaget, men det ændrer ikke ved, at vejen fra en biprodukt-observation til et færdigt, godkendt lægemiddel typisk tager mange år og kræver omfattende nye forsøg målrettet den nye indikation.

I 2014 overtog det danske biotekselskab Saniona rettighederne til tesofensin fra det daværende NeuroSearch, og det er i dag Saniona, der driver den videre udvikling af stoffet mod fedme, i samarbejde med den mexicanske partner Medix.

NeuroSearch selv eksisterer ikke længere som et selvstændigt, aktivt lægemiddelfirma. Efter flere års afvikling af sine øvrige forskningsprojekter og frasalg af rettigheder til andre selskaber stoppede NeuroSearch med tiden sin egentlige lægemiddeludvikling. Det er et af flere eksempler på, hvor sjældent vejen fra et lovende dansk forskningsprojekt til et færdigt, markedsført lægemiddel reelt fører helt i mål for det oprindelige firma, selv når det underliggende molekyle, som i tesofensins tilfælde, lever videre hos en anden virksomhed.

Sådan virker tesofensin i hjernen

Tesofensins effekt på appetitten sker primært i hjernen, ikke i mave-tarm-kanalen. Dyreforsøg med diæt-inducerede overvægtige rotter peger på, at stoffets appetitdæmpende virkning i høj grad går gennem en indirekte stimulering af alfa1-adrenerge receptorer og dopamin D1-receptorer i bestemte hjerneområder, der styrer sult og belønning.

De tre signalstoffer, tesofensin påvirker, har hver deres rolle. Serotonin er tæt knyttet til mæthedsfornemmelse og en generel følelse af ro. Noradrenalin er forbundet med energiniveau, årvågenhed og kroppens forbrænding. Dopamin styrer i høj grad motivation, belønning og de trangfornemmelser, mange oplever, når de forsøger at spise mindre.

Det er netop dopamin-komponenten, der ofte fremhæves som en mulig fordel ved tesofensin sammenlignet med ældre appetitdæmpende midler. Et lavt kalorieindtag kan i sig selv dæmpe dopaminaktiviteten i hjernens belønningssystem, hvilket for mange opleves som træthed, lavt humør og en øget trang til søde eller fedtholdige fødevarer. Ved samtidig at understøtte dopaminsystemet er tankegangen, at et kalorieunderskud opleves som mindre belastende, selvom det videnskabelige grundlag for den specifikke pointe primært kommer fra dyreforsøg og mekanistiske studier, ikke fra store, langvarige studier i mennesker.

Et kontrolleret studie i 32 overvægtige eller moderat svært overvægtige mænd undersøgte tesofensins effekt på stofskiftet mere direkte. Studiet fandt ingen signifikant effekt på det samlede døgnforbrug af energi, men en højere forbrænding om natten, cirka 4,6 procent, når der blev justeret for ændringer i kropssammensætning. Samtidig steg fedtforbrændingen over døgnet målbart. Fundene peger på, at en del af vægttabet kan skyldes en mindre stigning i forbrænding oven i den dæmpede appetit, men effekten er langt fra så markant, som den ofte fremstilles i populære sammenhænge.

De doser, der er blevet undersøgt i de kliniske forsøg, ligger typisk mellem 0,25 og 1,0 milligram dagligt, et meget lille interval sammenlignet med mange andre typer medicin. Det hænger sammen med, at stoffet er potent i selv meget små mængder, og at forskellen mellem en virksom og en bivirkningstung dosis er forholdsvis smal, noget der går igen i data fra det oprindelige fase 2-forsøg, hvor både effekten og bivirkningerne steg tydeligt fra den laveste til den højeste testede dosis. Den type snævre dosis-respons-sammenhæng er en af grundene til, at myndigheder generelt kræver omfattende dokumentation, før et stof af denne type kan frigives til brug uden tæt lægelig kontrol.

Det er værd at understrege forskellen til GLP-1-præparaterne igen her. Wegovy og Ozempic virker ved at efterligne et hormon fra tarmen, der blandt andet forsinker mavetømningen og sender mæthedssignaler til hjernen ad en indirekte vej. Tesofensin griber direkte ind i hjernens egne signalstofsystemer. Begge tilgange kan give vægttab, men de gør det ad to fundamentalt forskellige biologiske veje, og det er derfor misvisende at tale om tesofensin som “en pilleversion af Ozempic”.

Hvad viser forskningen om vægttab?

Det centrale forsøg bag tesofensin som vægttabsmiddel er et fase 2-studie offentliggjort i The Lancet i 2008. Studiet, ofte omtalt som TIPO-1, blev gennemført på fem danske centre og omfattede 203 deltagere med et BMI mellem 30 og 40. Efter en indledende diætperiode på to uger blev deltagerne randomiseret til en energireduceret diæt kombineret med enten placebo eller tesofensin i doserne 0,25 mg, 0,5 mg eller 1,0 mg dagligt i 24 uger.

Resultaterne var markante for et forsøg af den størrelse. Placebogruppen tabte i gennemsnit 2,2 kg. Gruppen på 0,25 mg tabte 6,7 kg. På den dosis, der senere blev udpeget som den mest lovende, 0,5 mg, tabte deltagerne i gennemsnit 11,3 kg, svarende til omkring 9 procentpoint mere end placebo. Den højeste dosis, 1,0 mg, gav et gennemsnitligt vægttab på 12,8 kg, men til gengæld den kraftigste bivirkningsprofil, som vi vender tilbage til i næste afsnit.

Ti år senere blev resultaterne i store træk gentaget i et betydeligt større fase 3-studie, gennemført af den mexicanske partner Medix som led i en registreringsansøgning. Studiet omfattede 372 deltagere med fedme, der over 24 uger fik enten 0,25 mg, 0,5 mg tesofensin eller placebo dagligt. Ifølge det offentliggjorte topline-resultat fra december 2018 opnåede deltagerne et gennemsnitligt vægttab på omkring 10 procent, og mere end halvdelen af deltagerne tabte mere end 10 procent af deres kropsvægt. Forskellen mellem de aktive doser og placebo var statistisk signifikant for begge doser.

Sammenlignet med de store GLP-1-studier er tesofensins datagrundlag fortsat forholdsvis tyndt. Til sammenligning gav semaglutid, det aktive stof i Wegovy, et gennemsnitligt vægttab på 14,9 procent over 68 uger i STEP 1-studiet, som omfattede over 1.900 deltagere, mens tirzepatid gav op til 22,5 procent i SURMOUNT-1-studiet med over 2.500 deltagere. Tesofensins studier er både kortere og involverer markant færre deltagere, hvilket gør resultaterne lovende, men mindre robuste end dokumentationen bag de allerede godkendte alternativer.

Den slags tal på tværs af forskellige studier skal i øvrigt altid læses med et forbehold. Forsøgene er ikke gennemført direkte mod hinanden, deltagerne har forskellig gennemsnitsvægt og sammensætning, og studierne varer forskelligt længe. En direkte sammenligning af procenttal fra to adskilte studier er derfor en tommelfingerregel for størrelsesordenen, ikke et videnskabeligt bevis for, at det ene stof faktisk er bedre end det andet. Den eneste måde at få et endegyldigt svar på ville være et såkaldt head-to-head-studie, hvor deltagerne randomiseres direkte mellem de to behandlinger, og et sådant studie findes ikke for tesofensin.

Hvem er stoffet egentlig blevet testet på?

Det er værd at kigge nærmere på, hvem der rent faktisk har deltaget i tesofensins vigtigste studier, fordi det siger noget om, hvor bredt resultaterne kan overføres til andre. I det oprindelige fase 2-forsøg var deltagerne voksne mellem 18 og 65 år med et BMI mellem 30 og 40, altså moderat til svær fedme uden de store yderpunkter i nogen af retningerne.

Som i de fleste tidlige lægemiddelforsøg blev deltagere med kendt hjerte-kar-sygdom, ukontrolleret forhøjet blodtryk eller anden alvorlig kronisk sygdom typisk ekskluderet, netop for at kunne isolere stoffets egen effekt uden at blande den sammen med en eksisterende sygdom. Det betyder samtidig, at studierne i sagens natur fortæller relativt lidt om, hvordan stoffet ville virke og opføre sig hos den del af befolkningen med fedme, der samtidig har et hjerte-kar-problem, en gruppe der i praksis udgør en stor andel af dem, der har mest behov for effektiv vægttabsbehandling.

Det er en generel begrænsning ved tidlige kliniske forsøg, ikke noget særligt for tesofensin, men den er særligt relevant at holde sig for øje netop her, fordi stoffets kendte bivirkningsprofil handler om puls og blodtryk. Data fra en relativt rask, udvalgt forsøgspopulation kan ikke uden videre overføres til den bredere gruppe af mennesker med fedme, som ofte har flere samtidige helbredsudfordringer end deltagerne i et kontrolleret studie. Det er netop den type spørgsmål, et fuldt fase 3-program og en grundig myndighedsvurdering skal afklare, før et stof kan godkendes bredt.

En vigtig brist i den oprindelige dokumentation

Det er sjældent, at et centralt studie bag et lægemiddel bliver fulgt af en formel bekymringserklæring fra det tidsskrift, der offentliggjorde det, men det er præcis, hvad der skete med det oprindelige fase 2-studie fra 2008. I 2013 offentliggjorde The Lancets redaktion en “Expression of Concern” om studiet, en formel note, der signalerer alvorlig, uafklaret tvivl om et allerede publiceret studie.

Baggrunden var en revision fra de danske sundhedsmyndigheder af to af de fem danske forsøgssteder samt af sponsoren bag studiet, indledt efter en stikprøvekontrol af afsluttede forsøg i 2011. Revisionen rejste tre forskellige forhold. Det mest gennemgående var, at investigatorerne fejlagtigt var blevet instrueret af monitorerne i ikke at registrere hovedpine, migræne, stress og depression som bivirkninger, hvis deltagerne havde rapporteret disse symptomer allerede før randomiseringen. Den danske myndighedsrapport konkluderede direkte, at den samlede bivirkningsprofil i den publicerede artikel derfor ikke er i overensstemmelse med forsøgets faktiske forløb. Dertil kom, at selve blindingens integritet var blevet betvivlet ved en tidligere inspektion i 2007, en indvending investigatorerne dengang afviste. Endelig var det informerede samtykke på ét af forsøgsstederne blevet varetaget af ikke-lægefagligt personale, i strid med de danske regler om, at opgaven skal ligge hos en læge.

Det er værd at være helt tydelig om, hvad denne sag betyder, og hvad den ikke betyder. Den rejser først og fremmest tvivl om, hvor fuldstændigt bivirkningerne blev rapporteret i netop dette studie; det er langt det mest dokumenterede og vidtgående af de tre forhold. Spørgsmålet om blindingen knytter sig til en tidligere, separat inspektion og blev afvist af investigatorerne dengang, men fordi en kompromitteret blinding i princippet kan smitte af på selve effektmålet, kan man ikke fuldstændig afskrive, at det også har relevans for vægttabsresultaterne, uden at det dermed er bevist, at resultaterne er forkerte. Sagen er, så vidt det fremgår af den offentligt tilgængelige dokumentation, fortsat uafklaret mange år efter, og selve bekymringserklæringen er aldrig blevet trukket tilbage.

For en ærlig gennemgang af tesofensin er den historie relevant af to grunde. Den forklarer, hvorfor det oprindelige, mest citerede studie bag stoffet skal læses med et kritisk blik, særligt på bivirkningsdelen, men også på metodikken bredere. Og den er et konkret eksempel på, hvorfor lange, grundige godkendelsesprocesser med uafhængigt tilsyn findes, selv når de føles langsommelige for et stof, der ellers ser lovende ud.

En “Expression of Concern” er i øvrigt et forholdsvis sjældent redskab i videnskabelig publicering. Det er et mindre alvorligt skridt end en egentlig tilbagetrækning af en artikel, men det er stadig et klart signal fra et tidsskrifts redaktion om, at der er identificeret et reelt, uafklaret problem med et allerede offentliggjort studie. At noten stadig står ved magt mange år senere, uden hverken at være trukket tilbage eller officielt afklaret, er usædvanligt og et af de forhold, en seriøs gennemgang af stoffets dokumentation bør nævne eksplicit, i stedet for kun at fremhæve de positive vægttabstal fra samme studie.

Bivirkninger og hjerte-kar-signalet

Ud over den generelle usikkerhed om bivirkningsrapporteringen i 2008-studiet er der ét signal, der går igen på tværs af tesofensins kliniske forsøg, og som er den primære årsag til, at stoffet stadig ikke er godkendt i Vesten. Tesofensin påvirker målbart hjertefrekvens og i nogle tilfælde blodtryk.

I det oprindelige fase 2-forsøg steg hvilepulsen med 7,4 slag i minuttet på den dosis, der senere blev udpeget som den mest lovende, 0,5 mg, sammenlignet med placebo, en forskel, der var statistisk meget sikker. På den højeste dosis, 1,0 mg, steg pulsen med 8,5 slag i minuttet, og her sås samtidig en stigning i både det systoliske og det diastoliske blodtryk. På de to laveste doser, 0,25 mg og 0,5 mg, blev der ikke fundet nogen sikker effekt på blodtrykket.

I det senere fase 3-forsøg fra Mexico blev bivirkningsbilledet beskrevet mere afdæmpet. Ifølge topline-resultatet fra 2018 var der en lav, men statistisk sikker stigning i hjertefrekvensen, mens der ikke blev fundet nogen signifikant effekt på blodtrykket ved nogen af de testede doser. De hyppigste rapporterede gener var i øvrigt milde og sammenlignelige med placebo.

Det er netop pulsstigningen, der har formet hele den videre udviklingsstrategi for stoffet. Et dyreforsøg fra 2013 viste, at metoprolol, en såkaldt beta-1-blokker, der bruges bredt mod forhøjet blodtryk og forhøjet puls, effektivt kunne forhindre tesofensins effekt på hjertefrekvens og blodtryk, uden at det gik ud over den appetitdæmpende effekt. Det er baggrunden for udviklingen af kombinationsproduktet Tesomet, tesofensin kombineret med metoprolol i én tablet, som er tænkt til at bevare vægttabseffekten og samtidig neutralisere hjerte-kar-signalet.

Andre almindeligt rapporterede bivirkninger i studierne omfatter mundtørhed, forstoppelse og forstyrret søvn. Ingen af disse fremstår som alvorlige i den offentliggjorte dokumentation, men det er værd at huske, at et stof, der endnu ikke er testet i tusindvis af mennesker over flere år, altid har et tyndere sikkerhedsgrundlag end et lægemiddel, der har været på markedet i årevis.

Det er også værd at bemærke, at de fleste af de rapporterede bivirkninger i tesofensins studier er dem, man typisk ser ved stoffer, der påvirker det centrale nervesystem bredt. Mundtørhed og forstyrret søvn hænger sandsynligvis sammen med stoffets stimulerende effekt på noradrenalin- og dopaminsystemet, den samme mekanisme, der menes at understøtte energiniveau og humør under et kalorieunderskud. Det illustrerer en gennemgående pointe ved tesofensin: fordelene og ulemperne ser ud til at stamme fra præcis den samme underliggende virkning, ikke fra adskilte, uafhængige mekanismer.

Tesofensin sammenlignet med GLP-1-medicin

Fordi tesofensin og GLP-1-præparaterne begge kan give betydeligt vægttab, bliver de ofte nævnt i samme åndedrag, men de bør forstås som to helt forskellige typer medicin, ikke som konkurrerende versioner af det samme princip.

Den mest afgørende forskel er virkningsmekanismen. GLP-1-receptoragonister som semaglutid i Wegovy og Ozempic samt tirzepatid i Mounjaro, der er en kombineret GIP/GLP-1-agonist, efterligner tarmhormoner, der dæmper appetitten, forsinker mavetømningen og påvirker blodsukkerreguleringen. Tesofensin arbejder derimod direkte i hjernens signalstofsystemer og har ingen kendt effekt på tarmhormoner eller blodsukker af samme type.

Formen er også forskellig. GLP-1-præparaterne gives i dag som ugentlige injektioner, mens tesofensin er udviklet som en daglig tablet, hvilket for mange ville være en praktisk fordel, hvis stoffet en dag bliver godkendt. Endelig er godkendelsesstatussen vidt forskellig: Wegovy og Mounjaro er godkendt til vægttab i både Danmark og EU og har været brugt af hundredtusindvis af patienter, mens tesofensin fortsat er et forsøgsstof uden godkendelse noget sted.

Det betyder ikke, at tesofensin er et dårligere stof, kun at det står et andet sted i udviklingen. GLP-1-klassen bygger i dag på flere fase 3-studier med tusindvis af deltagere fulgt over mere end et år, mens tesofensins største studie omfatter 372 deltagere over 24 uger. Den forskel i datamængde er en stor del af forklaringen på, at det ene stof er godkendt, og det andet ikke er, uafhængigt af hvor lovende de umiddelbare procenttal ser ud.

×

Svarer personligt Kontakt I tvivl om GLP-1, før du bruger tusindvis af kroner? Jeg har selv været igennem det og kender faldgruberne. Skriv til mig, før du køber det forkerte sted eller trapper for hurtigt op — jeg svarer altid personligt.

Skriv til Mark →

Navn Email

Din besked

← Tilbage Send min besked →

Tak for din besked!
Jeg vender tilbage hurtigst muligt — som regel inden for et par timer.

Hvorfor det ikke nødvendigvis gør folk trætte og flade

En af de mest omtalte, men mindst dokumenterede, fordele ved tesofensin er den formodede effekt på humør og motivation under et kalorieunderskud. Mange, der har prøvet at spise markant mindre over længere tid, kender fornemmelsen af at blive både mentalt og fysisk flad, med lavere energi, dårligere koncentration og en stærkere trang til hurtige kulhydrater end normalt.

En del af den fornemmelse hænger sammen med, at et vedvarende kalorieunderskud kan dæmpe aktiviteten i hjernens dopaminsystem, det samme system, der styrer motivation og belønning. Fordi tesofensin netop hæmmer genoptaget af dopamin, er tanken blandt forskere bag stoffet, at det modvirker en del af den mekanisme, i teorien ved at holde mere dopamin tilgængeligt i hjernen, selv når kalorieindtaget er lavt.

Det er samme grundlæggende princip, som findes i det langt bedre kendte og allerede godkendte lægemiddel bupropion, der også hæmmer genoptaget af dopamin og noradrenalin, blot uden den ekstra serotonin-komponent, tesofensin har. Tesofensins virkning på dette punkt er derfor ikke en enestående nyhed i farmakologien, men en udvidelse af et allerede kendt princip til tre signalstoffer i stedet for to. Vil du forstå dopamins rolle i motivation, belønning og adfærd bredere, har vi en dybdegående gennemgang af dopamin, der forklarer signalstoffet uden for konteksten af vægttab specifikt.

Det er vigtigt at holde forventningerne realistiske. Selvom mekanismen er plausibel og understøttet af dyreforsøg og mindre mekanistiske studier i mennesker, findes der ikke store, langvarige studier, der direkte har målt og bekræftet en forbedret livskvalitet eller et bedre humør hos mennesker på tesofensin sammenlignet med andre vægttabsmidler. Det er en lovende hypotese, ikke en fastslået kendsgerning.

Tesofensin og antidepressiv medicin: en vigtig advarsel

Fordi tesofensin virker ved at øge mængden af tilgængelig serotonin, noradrenalin og dopamin i hjernen, er der en teoretisk, mekanismebaseret bekymring, som enhver, der interesserer sig for stoffet, bør kende til: risikoen for at kombinere det med anden medicin, der påvirker de samme signalstoffer.

Rigtig mange typer antidepressiv medicin, som ofte indgår i behandlingen af depression hos mænd, herunder SSRI-præparater, SNRI-præparater og flere nyere, multimodale antidepressiva, virker netop ved at øge mængden af serotonin i hjernen. Kombineres to eller flere lægemidler, der hver især øger serotoninniveauet, er der en veldokumenteret, generel risiko for en tilstand kaldet serotonergt syndrom, en potentielt alvorlig overstimulering af serotoninsystemet, der i sjældne, svære tilfælde kan være livstruende. Samme forsigtighed gælder for MAO-hæmmere, en ældre type antidepressiv medicin, hvor kombinationen med andre serotonin- eller noradrenalinpåvirkende stoffer regnes for særligt risikabel.

Det er afgørende at være ærlig om, hvad vi rent faktisk ved her. Der findes, så vidt det fremgår af den offentligt tilgængelige litteratur, ingen systematiske kliniske interaktionsstudier, der specifikt har undersøgt tesofensin i kombination med antidepressiv medicin. Bekymringen bygger på generel, veletableret farmakologi og stoffets kendte virkningsprofil, ikke på dokumenterede hændelser fra tesofensins egne forsøg. Den usikkerhed er i sig selv en del af grunden til, at stoffet fortsat kun undersøges under tæt lægelig og videnskabelig kontrol i regi af kliniske forsøg, og ikke bør indtages uden om et sådant kontrolleret forløb.

Symptomerne på serotonergt syndrom kan i lettere tilfælde ligne almindelig uro eller angst, med rastløshed, hjertebanken, lettere svedtendens og ufrivillige muskeltrækninger, typisk i hænder eller fødder. I mere udtalte tilfælde ses feber, kraftig svedtendens, forhøjet puls og blodtryk samt tydelige, ufrivillige muskelsammentrækninger. I sjældne, alvorlige tilfælde kan tilstanden udvikle sig til høj feber, muskelstivhed, kramper og forvirring, en akut, livstruende tilstand. Fælles for alle grader er, at symptomerne oftest opstår hurtigt, typisk inden for det første døgn efter en ny dosis eller en dosisændring.

Det afgørende budskab er ikke at forsøge selv at vurdere, hvor alvorligt et symptom er. Oplever man tegn på serotonergt syndrom, uanset hvilken kombination af stoffer der ligger bag, skal man altid søge lægehjælp med det samme, ved svære symptomer akut via 112 eller skadestuen. Det er en tilstand, der kun kan diagnosticeres og gradueres korrekt af sundhedsfagligt personale, og hjørnestenen i behandlingen er altid at stoppe det udløsende stof under lægelig overvågning, ikke at “vente og se”.

Det er da også almindelig praksis i kliniske forsøg med lægemidler, der påvirker det centrale nervesystem bredt, at udelukke deltagere i aktiv behandling med anden serotonin- eller dopaminpåvirkende medicin, netop for at undgå den type risiko og for at kunne isolere det undersøgte stofs egen effekt. Det betyder i praksis, at mennesker i antidepressiv behandling typisk slet ikke har været en del af de studier, der ligger til grund for det, vi i dag ved om stoffet, hvilket er endnu en grund til at være varsom med at overføre studiernes resultater direkte til netop den gruppe.

Er tesofensin godkendt nogen steder i verden?

Svaret er kort og enkelt: nej, ikke endnu. Tesofensin er hverken godkendt eller markedsført som lægemiddel i Danmark, det øvrige EU eller USA. Der findes ingen aktiv godkendelsesproces hos de amerikanske lægemiddelmyndigheder, og det primære hjerte-kar-signal fra de tidlige forsøg er en central del af forklaringen på, at den amerikanske udvikling af stoffet ikke er kommet videre.

Den mest fremskredne ansøgning findes i Mexico, hvor Sanionas partner Medix har søgt om godkendelse af tesofensin baseret på det tidligere nævnte fase 3-studie. I februar 2023 gav den mexicanske lægemiddelmyndighed COFEPRIS en positiv teknisk udtalelse om stoffet, hvilket blev opfattet som et positivt signal. Det er dog vigtigt at forstå, at en teknisk udtalelse ikke er det samme som en godkendelse. I november 2024 måtte Saniona offentliggøre, at godkendelsen fortsat ikke var givet, og at myndigheden efter alt at dømme ikke havde færdigbehandlet hele det indsendte datamateriale. I februar 2025 genindsendte Medix en opdateret, endelig version af hele ansøgningsdossieret, omkring 20.000 sider, der adresserede alle COFEPRIS’ spørgsmål, og der er, så vidt det fremgår af den senest tilgængelige offentlige information, fortsat ikke offentliggjort nogen endelig godkendelse.

Parallelt hermed udvikler Saniona kombinationsproduktet Tesomet, stoffet sammen med beta-blokkeren metoprolol, målrettet to specifikke og sjældne tilstande: hypotalamisk fedme og Prader-Willi syndrom. De forsøg befinder sig i fase 2b, men er ifølge selskabets egne oplysninger midlertidigt sat på pause af finansieringsmæssige årsager. Det er altså ikke et spørgsmål om sikkerhed eller effekt, men om selskabets prioriteringer, at netop de forsøg lige nu ikke skrider frem.

Tesofensin er langtfra det eneste forsøgsstof, der befinder sig i den situation. Et andet meget omtalt eksempel er retatrutide, som heller ikke er godkendt i Danmark eller EU, men som til gengæld bygger på et betydeligt større fase 3-datagrundlag end tesofensin gør på nuværende tidspunkt. Fælles for begge stoffer er, at de ofte omtales, som var godkendelsen lige rundt om hjørnet, mens virkeligheden typisk er en langt mere langstrakt og usikker proces.

Konklusionen er derfor entydig. Uanset hvad du måtte støde på af markedsføring eller påstande online, er der i skrivende stund intet land i Vesten, hvor en læge lovligt kan udskrive tesofensin til dig.

Kan du få fat i stoffet i dag?

Fordi tesofensin ikke er godkendt noget sted i Vesten, findes der ingen lovlig vej til at få det udskrevet af en dansk læge eller hentet på et dansk apotek. Al lovlig adgang til stoffet foregår i dag udelukkende gennem deltagelse i et af de igangværende kliniske forsøg, hvor deltagerne er under tæt lægelig overvågning gennem hele forløbet.

Det betyder samtidig, at ethvert produkt, der markedsføres som “tesofensin” til privat køb online, uden om et klinisk forsøg og uden om en recept, kommer fra det uregulerede grå marked. Den slags produkter er ikke underlagt de kvalitetskrav, en godkendt lægemiddelproduktion er, og der er ingen garanti for renhed, korrekt dosering eller overhovedet, at flasken indeholder det, den hævder at gøre.

Det er en risiko, der vejer særligt tungt for netop tesofensin, fordi stoffet, som gennemgået ovenfor, har et dokumenteret hjerte-kar-signal selv i kontrollerede forsøg med kendt renhed og dosering. Et ukontrolleret, ureguleret produkt uden lægelig overvågning fjerner præcis den sikkerhedsramme, der findes omkring stoffet i de officielle forsøg, og lægger samtidig hele ansvaret for eventuelle bivirkninger over på den enkelte, uden nogen som helst mulighed for opfølgning.

Det er den samme grundlæggende dynamik, der gør sig gældende på store dele af det uregulerede marked for peptider og andre eksperimentelle stoffer, hvor renhed, dosering og indhold sjældent kan verificeres uafhængigt af sælgeren selv. Et stof, der er godkendt og produceret under et lands lægemiddeltilsyn, har gennemgået en fuldstændig anden kvalitetskontrol end noget, der bestilles fra en uidentificeret afsender uden om systemet.

Den mest almindelige begrundelse, man støder på for alligevel at skaffe den slags produkter, er, at ventetiden på en eventuel godkendelse simpelthen føles for lang. Det er en forståelig frustration, men den ændrer ikke ved, at det grundlæggende regnestykke er skævt: den mulige gevinst er et vægttab, der ifølge de officielle forsøg ligger i omegnen af 10 procent, mens den ukendte risiko omfatter alt fra forkert dosering til et produkt, der reelt indeholder noget helt andet end det, etiketten lover.

Hvad kunne fremtiden bringe?

Tesofensins vej mod et eventuelt marked afhænger lige nu primært af to spor. Det ene er den mexicanske ansøgning om markedsgodkendelse af tesofensin alene til almindelig fedmebehandling, som fortsat er under behandling hos COFEPRIS uden nogen offentliggjort tidsplan for en endelig afgørelse. Det andet er udviklingen af kombinationsproduktet Tesomet med metoprolol, der er designet specifikt til at fjerne hjerte-kar-signalet og i første omgang sigter mod de to sjældne tilstande hypotalamisk fedme og Prader-Willi syndrom, før en eventuel bredere anvendelse mod almindelig fedme kan komme på tale.

Skulle den mexicanske godkendelse blive en realitet, vil det være et vigtigt skridt, men det er ikke ensbetydende med en automatisk godkendelse i Danmark eller resten af EU. De europæiske lægemiddelmyndigheder foretager deres egen, selvstændige vurdering af dokumentationen, og et hjerte-kar-signal af den type, tesofensin har vist i flere forsøg, er historisk set netop den type fund, europæiske og amerikanske myndigheder har vurderet strengt.

Det er værd at trække en historisk parallel her. Sibutramin, et ældre appetitdæmpende middel, der ligesom tesofensin påvirkede genoptaget af serotonin og noradrenalin, blev i sin tid godkendt og markedsført bredt i Europa, inklusive Danmark, før et stort opfølgende sikkerhedsstudie, SCOUT-studiet, fandt en øget risiko for alvorlige hjerte-kar-hændelser hos patienter med kendt hjertesygdom. Det Europæiske Lægemiddelagentur anbefalede som følge af fundene i januar 2010 en suspension af sibutramin i hele EU, hvilket i praksis fjernede stoffet fra det europæiske marked. Historien er ikke et bevis for, at tesofensin vil dele samme skæbne, men den illustrerer præcis, hvorfor myndigheder er tilbageholdende med stoffer i denne klasse, indtil hjerte-kar-sikkerheden er grundigt afklaret over lang tid og i store patientgrupper.

Realistisk set er der derfor tale om en tidshorisont på flere år, før tesofensin, i den ene eller anden form, potentielt kunne blive tilgængeligt i Danmark, og der er ingen garanti for, at det overhovedet sker. Skulle du følge feltet fremover, er den mest pålidelige kilde til opdateret status Sanionas egne offentliggørelser samt de danske og europæiske lægemiddelmyndigheders godkendte lister, ikke omtale på sociale medier eller salgssider.

En europæisk godkendelse ville i praksis kræve, at Saniona eller en fremtidig partner indsender en fuldstændig ansøgning til Det Europæiske Lægemiddelagentur, baseret på et komplet fase 3-program specifikt målrettet den europæiske godkendelsesproces. Det indebærer typisk langt større og længerevarende sikkerhedsstudier end dem, der hidtil er gennemført, netop for at kunne dokumentere hjerte-kar-sikkerheden grundigt nok til at overbevise en myndighed, der allerede har trukket et beslægtet stof tilbage fra markedet én gang før. Der er, så vidt det fremgår offentligt, ikke igangsat en sådan europæisk ansøgningsproces for tesofensin i dag.

Konklusion: hvor tesofensin reelt står i dag

Tesofensin er et videnskabeligt interessant, men fortsat uafklaret kapitel i udviklingen af vægttabsmedicin. Stoffet blev opdaget ved et tilfælde i danske forsøg mod Alzheimers og Parkinsons sygdom, og de efterfølgende studier har vist et vægttab, der på papiret kan måle sig med flere af de allerede godkendte behandlinger. Samtidig er dokumentationen fortsat mindre omfattende end for de etablerede alternativer, og et vedvarende hjerte-kar-signal har holdt stoffet ude af både det amerikanske og det europæiske marked i over et årti.

Hertil kommer den uafklarede tvivl om bivirkningsrapporteringen i det oprindelige, mest citerede studie, som endnu ikke er blevet fuldt opklaret offentligt, samt det faktum, at der ikke findes nogen systematisk dokumentation for, hvordan stoffet opfører sig sammen med almindeligt brugt antidepressiv medicin.

Det vigtigste at tage med sig er derfor enkelt: tesofensin er ikke tilgængeligt som lægemiddel i Danmark i dag, og det er der gode, dokumenterede grunde til. Følg gerne udviklingen med interesse, men lad være med at lade dig lokke af produkter, der udgiver sig for at sælge det uden om systemet. Vil du undersøge legitime, allerede godkendte muligheder for vægttabsbehandling i mellemtiden, er vores samlede gennemgang af vægttabsmedicin et godt sted at starte.

Ofte stillede spørgsmål om tesofensin

Svarer personligt Om forfatteren Mark Petersen Stifter & ejer af betterman. 15 års personlig erfaring med mænds selvforbedring — ingen bullshit, ingen quick fixes. Læs mere om Mark →