TB-500 vs BPC-157: to forskellige peptider, mikrogram mod milligram

Spørgsmålet kommer altid fra det samme sted: en sene, en skulder eller en ryg, der ikke bliver god igen. Skal man vælge TB-500 eller BPC-157? De to peptider sælges side om side, ofte af de samme sider, og omtales som om de gør nogenlunde det samme.

Det gør de ikke. BPC-157 er 15 aminosyrer fra menneskets egen mavesaft, og det doseres i mikrogram. TB-500 er syv aminosyrer klippet ud af et helt andet protein, thymosin beta-4, og det doseres i milligram. To forskellige stoffer, hver sin mekanisme, hvert sit dosisniveau og hver sin kategori på dopinglisten. Det er kernen i TB-500 vs BPC-157.

Her stiller vi TB-500 vs BPC-157 op punkt for punkt: hvad de er, hvad de gør i cellerne, hvad forskningen faktisk har vist, hvordan de doseres, og hvornår det ene giver mere mening end det andet. Hvor evidensen holder op, står det også.

To stoffer der kun ligner hinanden i markedsføringen

Det første man skal have på plads er, at de to peptider har helt forskellige oprindelseshistorier. Det er den bedste indgang til at forstå resten.

BPC-157 står for Body Protection Compound 157. Det er et pentadecapeptid, altså en kæde på 15 aminosyrer med sekvensen GEPPPGKPADDAGLV og en molekylvægt omkring 1.419 dalton. Det blev isoleret og karakteriseret fra menneskets mavesaft af en kroatisk forskergruppe i Zagreb fra begyndelsen af 1990’erne, og gruppen har stået bag hovedparten af litteraturen siden. Hele grundlaget for stoffet ligger i vores samlede guide til BPC-157.

TB-500 er ikke navnet på et kropsegent stof. Det er navnet på et produkt. Da analytiske kemikere i 2012 undersøgte, hvad der faktisk var i formuleringen, fandt de N-acetyleret LKKTETQ, altså aminosyre 17 til 23 af humant thymosin beta-4 med en acetylgruppe sat på i den ene ende.

Samme år beskrev et laboratorium i Hongkong TB-500 som et veterinærpræparat og udviklede en metode til at påvise det i urin og plasma fra heste. Det er værd at holde fast i: TB-500 blev kendt i hestesporten, før det blev kendt blandt mænd med skuldre, der ikke heler. Den fulde gennemgang af stoffet ligger i vores guide til TB-500.

Virkemekanisme: nye blodkar mod celler der flytter sig

De to peptider angriber heling fra hver sin ende. BPC-157 arbejder mest på blodforsyningen til det beskadigede væv. Thymosin beta-4-sekvensen i TB-500 arbejder på cellernes evne til overhovedet at bevæge sig hen til skaden.

For BPC-157 er den bedst kortlagte mekanisme angiogenese, altså dannelsen af nye blodkar. Et studie fra 2017 viste øget kartæthed både i et membranforsøg og i cellekultur, hurtigere genoprettet blodgennemstrømning i iskæmiske rottebagben, og opregulering af receptoren VEGFR2 med efterfølgende aktivering af Akt-eNOS-signalvejen.

Det andet ben er selve senevævet. I et taiwansk forsøg fra 2011 øgede peptidet udvæksten fra sene-eksplantater, forbedrede fibroblasternes overlevelse under oxidativt stress og øgede deres migration dosisafhængigt. Kombinationen af flere blodkar og mere aktive fibroblaster er den biologiske forklaring på de helingsresultater, der ses i dyremodellerne, og de er samlet i vores gennemgang af BPC-157 til led og sener.

Thymosin beta-4 gør noget andet. Proteinet binder frit G-aktin og styrer dermed balancen mellem monomert og filamentært aktin, hvilket afgør, hvor let en celle kan ændre form og flytte sig. En kortlægning fra 2010 delte molekylet op i aktive stykker: de fire første aminosyrer dæmper inflammation og fibrose, de første femten fremmer celleoverlevelse, og netop stykket LKKTETQ, aminosyre 17 til 23, fremmer angiogenese, sårheling og cellemigration.

Det er præcis det stykke TB-500 indeholder. Fragmentet er altså valgt, fordi det er den del af moderproteinet, der har mest med heling at gøre.

Overlappet mellem de to er interessant: begge ender i øget karnydannelse, men ad hver sin vej. Det er hele rationalet bag at bruge dem sammen, og det er samtidig grunden til, at man ikke kan sige, at det ene erstatter det andet.

Evidensen bag TB-500 vs BPC-157, talt op

Vil du kun vide, hvilket peptid der har mest forskning bag sig, falder valget klart ud til BPC-157. En optælling i PubMed i juli 2026 giver 211 publikationer med BPC-157 i titel eller abstract mod 16 for TB-500. Ingen af de to har en eneste publikation, der er indekseret i PubMed med publikationstypen clinical trial.

De 16 træf på TB-500 er værd at kigge nærmere på. Langt de fleste er analysekemi og dopingkontrol: metoder til at fange stoffet i urin og plasma fra heste og mennesker. Der er altså skrevet mere om, hvordan man opdager TB-500, end om, hvad det gør.

For BPC-157 gennemgik en systematisk oversigt i 2025 hele litteraturen fra 1993 til 2024. Forfatterne screenede 544 artikler og inkluderede 36 studier. 35 af dem var prækliniske, altså dyr og cellekultur. Ét var klinisk: en retrospektiv opgørelse, hvor 7 ud af 12 patienter med kroniske knæsmerter rapporterede lindring i mere end et halvt år efter en injektion i leddet.

Det er den skævhed, man skal have med sig, hver gang nogen sammenligner TB-500 vs BPC-157 på effekt: det ene stof er undersøgt tretten gange så meget som det andet, og alligevel er ingen af dem undersøgt godt nok i mennesker. Samme oversigt skriver rent ud, at der ikke blev fundet kliniske sikkerhedsdata. En narrativ gennemgang i Sports Med fra 2026, som behandler både BPC-157, thymosin beta-4 og TB-500, formulerer det på samme måde: mange af de uregistrerede peptider viser gode resultater i dyremodeller, men solide sikkerhedsdata fra mennesker er sparsomme.

Thymosin beta-4 er ikke det samme som TB-500

Det her er den forskel, de fleste sammenligninger af TB-500 vs BPC-157 springer over, og den er afgørende for, hvordan man læser evidensen.

Thymosin beta-4 er hele proteinet på 43 aminosyrer. Det har været gennem rigtige menneskeforsøg. Et fase 1-studie gav raske frivillige syntetisk thymosin beta-4 intravenøst i doser fra 42 til 1.260 milligram, både som enkeltdosis og dagligt i 14 dage, uden dosisbegrænsende toksicitet. Et senere førstegangsforsøg med rekombinant thymosin beta-4 gav 0,05 til 25 mikrogram pr. kilo kropsvægt med milde til moderate bivirkninger.

Der findes også effektdata. I et fase 2-forsøg med øjendråber til svær tørhed i øjnene faldt ubehaget 35,1 procent og farvningen af hornhinden 59,1 procent sammenlignet med kontrolgruppen ved dag 56. Forsøget var lille, ni patienter, men det er kontrolleret klinisk forskning på mennesker.

TB-500 er syv af de 43 aminosyrer. Og her bliver det ærligt talt tyndt. Et analysestudie fra 2024, der kortlagde TB-500’s omsætning i rotter og i menneskeserum, skriver direkte, at de biologiske effekter af TB-500 ikke er dokumenteret. I samme forsøg var det kun en af nedbrydningsprodukterne, Ac-LKKTE, der viste signifikant sårhelingsaktivitet i fibroblaster.

Fragmentet er ikke virkningsløst. Et ældre musestudie viste, at det syv aminosyrer lange stykke kunne fremme sårheling i gamle mus på niveau med hele moderproteinet. Men det er museskind, ikke menneskesener, og det er en helt anden dokumentationsvægt end de kontrollerede forsøg med thymosin beta-4. Vi går i dybden med moderproteinet i artiklen om thymosin beta-4.

Kort sagt: du kan ikke låne thymosin beta-4’s menneskedata og lægge dem oven på TB-500. Det er ikke det samme molekyle.

Dosis: mikrogram mod milligram

Dosis er det sted, hvor en fejl mellem de to peptider får konsekvenser, og ingen af de to stoffer har en valideret human dosering. Det skal siges først, fordi alle tal i dette afsnit kommer fra brugerprotokoller og dyreforsøg, ikke fra godkendte produktresuméer. En gennemgang fra 2026 af BPC-157 som lægemiddelkandidat konstaterer netop, at der hverken findes en godkendt formulering, et valideret doseringsregime eller et afsluttet fase 2-forsøg.

De doser, der cirkulerer, ser typisk sådan ud. BPC-157 gives som 250 til 500 mikrogram dagligt. For TB-500 cirkulerer der to forskellige protokolfamilier: en ugentlig, hvor der gives 2 til 5 milligram om ugen, ofte fordelt på to indsprøjtninger, og en daglig loading-protokol, hvor man starter på op til cirka 2 milligram dagligt i omkring 15 dage og derefter går ned til omkring 1 milligram dagligt som vedligeholdelse. Ingen af de to protokoller er klinisk fastlagt, og ingen af dem kan siges at være den, der anbefales de fleste steder.

Læg mærke til enhederne. BPC-157-dosen står i mikrogram, TB-500-dosen står i milligram, og der er tusind mikrogram på et milligram. Tre decimaler det forkerte sted, eller en vane fra det ene stof overført til det andet, er derfor en reel og helt konkret risiko, når man håndterer begge dele. Vores gennemgang af dosering af BPC-157 holder sig konsekvent til mikrogram af netop den grund.

Til sammenligning fik forsøgshestene i det hongkongske dopingstudie en enkeltdosis TB-500 svarende til 10 milligram acetyleret LKKTETQ. Det siger ikke noget om, hvad et menneske skal have, men det siger noget om, hvilken størrelsesorden stoffet oprindeligt blev brugt i.

De praktiske doseringsspørgsmål for det andet stof er samlet i guiden til dosering af TB-500, hvor loading-fasen og vedligeholdelsen er skilt ad.

Indtagelsesform og halveringstid: kun det ene tåler mavesyre

På indtagelsesformen deler de to peptider sig skarpt. BPC-157 har en egenskab, som TB-500 ikke har dokumenteret: det er usædvanligt stabilt i mavesaft. Den gennemgang af stoffet som lægemiddelkandidat, der nævnes ovenfor, beskriver aktivitet ad både oral, parenteral og lokal vej, hvilket er sjældent for et peptid. De fleste peptider bliver klippet i stykker af fordøjelsen, før de når frem til noget som helst.

Det betyder ikke, at oral og injiceret dosis er ligeværdig. Effekten ved injektion er stærkere i dyreforsøgene, og den orale rute er bedst dokumenteret for mave-tarm-effekterne. Men muligheden findes, og den findes ikke for TB-500, som gives ved injektion.

På halveringstiden er billedet skævt på en anden måde. Den systematiske oversigt angiver for BPC-157 en halveringstid under 30 minutter, med omsætning i leveren og udskillelse gennem nyrerne. Samtidig er den humane farmakokinetik kun bekræftet i et foreløbigt pilotforsøg med to deltagere ud over dyreforsøgene, og det er værd at holde fast i: tallet er stadig langt fra solidt dokumenteret hos mennesker.

For TB-500 findes der ingen offentliggjort halveringstid hos mennesker overhovedet. Det nærmeste er omsætningsstudiet fra 2024, hvor nedbrydningsproduktet Ac-LK dominerede de første seks timer i rotter, mens Ac-LKK kunne spores i op til 72 timer. Forsøgene med hele thymosin beta-4 hos mennesker viste en halveringstid, der steg med dosis, men det er igen moderproteinet og ikke fragmentet.

Det er en del af baggrunden for de forskellige TB-500-protokoller, der cirkulerer. Logikken er ikke dum, men den hviler på dyredata og på et beslægtet molekyle, ikke på farmakokinetik hos mennesker.

Bivirkninger og det vi ikke ved om nogen af dem

Begge stoffer ser rolige ud i dyreforsøg, og for begge gælder, at der stort set ikke findes sikkerhedsdata fra mennesker. Det er den vigtigste sætning i hele sammenligningen af TB-500 vs BPC-157.

For BPC-157 fandt den systematiske oversigt ingen bivirkninger på tværs af organsystemer i de prækliniske sikkerhedsstudier, og samtidig ingen kliniske sikkerhedsdata. Rapporterede gener fra brugere er typisk lokale reaktioner ved indstiksstedet. De er samlet i vores gennemgang af bivirkninger ved BPC-157.

For TB-500 er billedet endnu tyndere. Omsætningsstudiet fra 2024 fandt ingen celletoksicitet af hverken moderstoffet eller nedbrydningsprodukterne, men det er cellekultur og rotter. Der findes ingen systematisk opgørelse af bivirkninger hos mennesker, fordi der ikke findes forsøg at opgøre dem fra.

Der er en teoretisk bekymring, der gælder dem begge, og den følger direkte af mekanismen. Begge fremmer angiogenese. Nye blodkar er en forudsætning for heling, men det er også noget, en tumor har brug for. Ingen studier har vist en sammenhæng med kræft, og det skal siges klart. Men det er den mekanistiske bekymring, der bliver rejst i faglitteraturen, og den gælder ikke det ene frem for det andet.

Den sidste risiko har intet med biologi at gøre. Begge stoffer sælges på et ureguleret marked, hvor indhold og renhed ikke er kontrolleret af nogen. Gennemgangen i Sports Med fra 2026 peger netop på det som en selvstændig fare ved siden af selve stofferne.

×

Svarer personligt Kontakt I tvivl om GLP-1, før du bruger tusindvis af kroner? Jeg har selv været igennem det og kender faldgruberne. Skriv til mig, før du køber det forkerte sted eller trapper for hurtigt op — jeg svarer altid personligt. Skriv til Mark →

Navn Email

Din besked

← Tilbage Send min besked →

Tak for din besked!
Jeg vender tilbage hurtigst muligt — som regel inden for et par timer.

Dopinglisten 2026: S0 mod S2.3

På dopinglisten skilles de to peptider på en måde, de færreste kender. Begge stoffer er forbudt til enhver tid, i og uden for konkurrence, men de står i hver sin kategori på Dopinglisten 2026. Det er ikke en formalitet, for kategorien har betydning for, hvordan en sag bliver behandlet.

BPC-157 står under S0, kategorien for ikke-godkendte stoffer. Den dækker stoffer, som ingen lægemiddelmyndighed i noget land har godkendt til behandling af mennesker, og BPC-157 er nævnt ved navn i listens tekst. Alle stoffer i S0 er såkaldt specificerede stoffer.

TB-500 står under S2.3, kategorien for vækstfaktorer og vækstfaktormodulatorer. Ordlyden er “thymosin-β4 og dets derivater, for eksempel TB-500”, og den fanger dermed både moderproteinet og fragmentet. Stofferne i S2 er ikke-specificerede stoffer, hvilket i praksis er den strengere placering af de to.

Detektion er ikke et teoretisk problem. Ho et al. beskrev i 2012 en valideret metode til at påvise acetyleret LKKTETQ i urin og plasma fra heste, og Esposito et al. foreslog samme år en tilsvarende analysestrategi til humane prøver. Nedbrydningsprodukter kunne i rotteforsøget spores i op til 72 timer.

Konkurrerer du ikke i organiseret idræt, har dopinglisten ingen direkte betydning for dig. Men den er stadig en brugbar temperaturmåling for TB-500 vs BPC-157: begge stoffer betragtes af myndighederne som præstationsrelevante og uregulerede.

Hvornår giver hvert af dem mening

Skal du vælge ét af dem, afgøres valget i praksis af tre spørgsmål: hvor problemet sidder, hvor meget dokumentation du kræver, og om du vil kunne se, hvad der virker.

Sidder problemet i mave eller tarm, er valget enkelt. BPC-157 er oprindeligt et mavepeptid, og det er der evidensgrundlaget er dybest, helt tilbage til de kliniske forsøg med kronisk tarmbetændelse i 2000’erne under produktnavnet PL 14736. TB-500 har ingen data, der peger den vej.

Sidder problemet i en sene eller et ledbånd, har BPC-157 stadig mest dyredata bag sig, og det er stoffet med den mest kortlagte mekanisme i netop senevæv. Det er også det eneste af de to, hvor der overhovedet findes data på oral indtagelse. For TB-500 findes der ingen oral-data, hvilket ikke er det samme som at det er udelukket.

Er problemet mere diffust eller sidder flere steder, er argumentet for TB-500, at thymosin beta-4 findes i stort set alle celler og virker bredt på cellemigration. Det er en mekanistisk begrundelse, ikke et resultat fra et forsøg, og det skal man være ærlig om.

Vil du kunne se, hvad der virker, så start med ét stof. Det er den praktiske pointe, og det er den, jeg selv ikke fik holdt fast i: jeg kørte dem samtidig i otte uger og kan derfor ikke sige, hvad der gjorde arbejdet. Kører du begge fra dag ét, ender du samme sted.

For de fleste ender det ikke med et valg mellem BPC-157 og TB-500, men med en rækkefølge: man starter med det ene, og lægger det andet oveni, hvis det ikke er nok. Der findes ingen offentliggjorte studier, hvor de to peptider er testet sammen, så rationalet for at kombinere dem er mekanistisk, ikke dokumenteret synergi. Overvejer du at køre dem samtidig, er selve protokollen og rækkefølgen gennemgået i vores artikel om BPC-157 og TB-500 i kombination.

Konklusion: BPC-157 eller TB-500?

Sammenligningen af TB-500 vs BPC-157 falder ud til BPC-157 på næsten alle de punkter, man kan måle. Det har flest publikationer, 211 mod 16, den bedst kortlagte mekanisme i senevæv, den eneste dokumenterede orale rute og det eneste evidensgrundlag inden for mave og tarm.

TB-500’s største svaghed er ikke, at det ikke virker. Det er, at vi ikke ved det. Produktet er et fragment af thymosin beta-4, og de menneskeforsøg, der findes, er lavet med hele moderproteinet. De kan ikke uden videre overføres.

Fælles for de to peptider gælder tre ting: ingen af dem er godkendte lægemidler, ingen af dem har brugbare sikkerhedsdata fra mennesker, og begge er forbudt til enhver tid på dopinglisten, BPC-157 under S0 og TB-500 under S2.3.

Og så er der det svar, jeg selv står med. Jeg valgte ikke mellem dem. Jeg startede med BPC-157, og da en skulder ikke ville med, lagde jeg TB-500 oveni og kørte de to sammen i otte uger. Det virkede for mig, men jeg kan ikke fortælle dig, hvilket af dem der gjorde arbejdet. Det er præcis derfor, rækkefølgen betyder noget, hvis du gerne vil kunne svare på det spørgsmål bagefter.

Ofte stillede spørgsmål om TB-500 vs BPC-157

Svarer personligt Om forfatteren Mark Petersen Stifter & ejer af betterman. 15 års personlig erfaring med mænds selvforbedring — ingen bullshit, ingen quick fixes. Læs mere om Mark →