Zink dosering: grænserne 12, 25 og 40 mg samt forsøgsdoser

Zink dosering handler om tre tal, som ofte bliver blandet sammen. Det anbefalede indtag er 9,4 til 16,3 mg zink om dagen for voksne mænd ifølge EFSA. Fødevarestyrelsen vejleder om højst 12 mg zink i en daglig tilskudsdosis. Og EFSA’s øvre grænse er 25 mg zink om dagen, regnet samlet fra mad og alle tilskud. Det er tre forskellige spørgsmål med tre forskellige svar.

Denne guide tager tallene ét ad gangen og regner dem sammen: hvad pakkens mg egentlig betyder, hvor meget kosten allerede giver, hvad kroppen faktisk optager, og hvilke doser forsøgene har brugt. Det brede overblik over mineralet står i guiden til zink. Her handler det kun om mængder.

Vi anbefaler ikke en bestemt dosis og anbefaler ingen produkter. De doser, forsøgene har brugt, er ikke anbefalinger, og flere ligger over EFSA’s grænse. Hvor en kilde er betalt af en producent, eller vi ikke har kunnet læse finansieringen, skriver vi det.

Zink dosering: hvor meget har du brug for om dagen?

Første led i enhver zink dosering er behovet. EFSA’s anbefalede indtag (PRI) for voksne mænd er 9,4 til 16,3 mg zink om dagen og for kvinder 7,5 til 12,7 mg. Spændet skyldes fytat i kosten: jo mere fytat, jo mindre optages, og jo højere skal indtaget være for at dække behovet (EFSA, 2014).

EFSA har regnet på fytatindtag på 300, 600, 900 og 1.200 mg om dagen, som dækker det, der ses i europæiske befolkninger. Behovet følger kropsstørrelsen, og kønsforskellen forsvinder, når man regner pr. kilo (EFSA, 2014). De nordiske anbefalinger fra 2023 har vi ikke kunnet hente i primærkilden, så vi bruger EFSA’s tal. Strand og Mathisen (2023), som skrev oversigten til de nordiske anbefalinger, vurderer risikoen for zinkmangel i Norden som lav. De har hverken modtaget støtte fra industrien eller andre.

Tallene gælder zink fra al mad og drikke. Frida, DTU’s fødevaredatabase, opregner bløddyr, skaldyr, nødder, frøkerner og visse bælgfrugter som fødevarer med højt indhold og kød, fisk, mejeriprodukter og kornprodukter som moderate kilder. Et regnestykke med Fridas tal (vores udregning, rå vægt): 100 g mellemskært oksekød (5,8 mg) og 100 g havregryn (3,0 mg) giver ca. 8,8 mg, altså lige under bunden af mændenes anbefaling. Hvad forskellige fødevarer giver, står i fødevarer med zink.

De tre grænser: 12, 25 og 40 mg zink

Der findes tre tal for den øvre ende, og de måler forskellige ting. Fødevarestyrelsens 12 mg er et vejledende maksimum for indholdet i en daglig tilskudsdosis. EFSA’s 25 mg er den øvre grænse for det samlede indtag fra mad og tilskud. Og 40 mg er USA’s øvre grænse for samlet indtag.

For børn og unge er grænserne lavere. Fødevarestyrelsens vejledende maksimumsværdier for en tilskudsdosis er 8,4 mg for 11 til 17 år, 2,1 mg for 3 til 10 år og 1,3 mg for 1 til 2 år. EFSA’s øvre grænser er 7 mg for 1 til 3 år, 10 mg for 4 til 6 år, 13 mg for 7 til 10 år, 18 mg for 11 til 14 år og 22 mg for 15 til 17 år.

Hvor kommer de 25 mg fra?

De 25 mg er ikke det sted, hvor skaden starter. Tallet stammer fra EU’s videnskabelige komité for fødevarer (SCF). EFSA offentliggjorde komiteens udtalelse i 2006. Komiteen byggede på kontrollerede forsøg, hvor kobberstatus var det følsomme mål: postmenopausale kvinder (25 og 21 i to artikler; Nielsen og Milnes abstract fra 2004 skriver, at 25 kvinder gennemførte forsøget, 21 som planlagt) på ca. 53 mg zink dagligt i 90 dage og 19 unge mænd på 30 mg fra tilskud oven på ca. 10 mg fra kosten, i alt 40 mg, i 14 uger. Komiteen skriver, at tydelige skadevirkninger på kobberbalancen og en række kobbermål ikke kunne påvises ved 53 mg, når kobberindtaget er tilstrækkeligt, her 3 mg om dagen. Hos kvinderne faldt SOD i de røde blodlegemer dog ved 53 mg.

Ud fra dem satte komiteen den højeste dosis uden påviselig skade (NOAEL) til ca. 50 mg og delte den med to, fordi grupperne var små og forsøgene korte. 50 mg er altså blot den dosis, hvor disse forsøg ikke fandt skade på de mål, de brugte, og ikke en dosis, der er vist sikker over år.

SCF nævner også et kortvarigt balanceforsøg, der har set påvirket kobbertilbageholdelse helt nede ved 18,2 mg om dagen, og Fischer 1984, hvor to gange 25 mg i seks uger sænkede SOD i de røde blodlegemer. SCF regner ikke SOD-faldet for tegn på nedsat kobberstatus og skriver, at dets fysiologiske betydning er uklar, men Fischers 50 mg ligger netop på NOAEL-niveau, og 18,2 mg ligger under EFSA’s grænse. Dem og flere til gennemgår vi under forsøgsdoser og kobber nedenfor. Klare skadevirkninger som blodmangel og lavt antal hvide blodlegemer er ifølge dokumentet først set ved langvarigt indtag over 150 mg dagligt.

×

Svarer personligt Kontakt Sidder du med et spørgsmål, du helst vil have svar på i dag? Jeg har brugt 15 år på mænds sundhed og selvforbedring. Skriv til mig — jeg læser og svarer personligt, som regel inden for et par timer.

Skriv til Mark →

Navn Email

Din besked

← Tilbage Send min besked →

Tak for din besked!
Jeg vender tilbage hurtigst muligt — som regel inden for et par timer.

Zink dosering på pakken: mg zink eller mg salt?

I en zink dosering skal pakkens tal være mg zink, ikke mg af saltet, som zinken sidder i. Forskellen er stor: zinkgluconat består kun af 14,3 % zink, mens zinkoxid består af 80,3 %. Samme mængde pulver i tabletten kan derfor give meget forskellige mængder zink (vores udregning ud fra atomvægte).

Handelsvarer kan afvige lidt, fx hvis saltet er vandfrit eller indeholder krystalvand. Samman og Roberts (1987) angav, at 220 mg zinksulfat svarer til 50 mg elementært zink, hvilket passer med tabellens 22,7 %. Efter kosttilskudsdirektivet (artikel 2, 4 og 8 med bilag I) og Fødevarestyrelsens vejledning fra 2019 (s. 21, bilag A) er det mineralet zink, der skal deklareres i mg pr. anbefalet daglig dosis. Saltet er den form, zinken er tilsat i (bilag II). Forsiden kan alligevel fremhæve saltets vægt, så tjek deklarationen. Den britiske udgave af direktivet hos legislation.gov.uk viser EU-teksten, som den stod den 31. december 2020, og den nuværende danske vejledning kunne vi ikke åbne. Forskellene mellem formerne er gennemgået i zinkformer.

Enhedsforvirringen findes også i forskningen om zink dosering. Kilic og kolleger (2006) lod 10 unge brydere tage 3 mg zinksulfat pr. kg dagligt i fire uger, uden kontrolgruppe, og abstractet siger ikke, om tallet er saltvægt eller rent zink. Regnet for 70 kg bliver det 210 mg salt. Er det heptahydrat (22,7 % zink), svarer det til ca. 48 mg zink, og er det vandfrit (40,5 %), er det ca. 85 mg, altså knap det dobbelte af EFSA’s grænse op til mere end tre gange (vores udregning). PubMed har ingen erklæring om interessekonflikter ved forsøget, og vi har ikke læst fuldteksten.

Regnestykket: kost plus tilskud mod grænsen

Zink dosering er et regnestykke, hvor kosten kommer først: grænsen på 25 mg gælder alt, du indtager, så kosten skal trækkes fra, før der er plads til et tilskud. Ifølge DTU Fødevareinstituttets beregningsgrundlag (august 2026) er mediankosten, altså det midterste indtag, 13,1 mg zink om dagen for mænd på 25 til 34 år, og 25 minus 13,1 giver 11,9 mg plads under EFSA’s grænse (vores udregning). Halvdelen spiser mere end medianen, og eksemplet gælder én gruppe og ikke dig.

Med det eksempel giver en tilskudsdosis på 12 mg, som Fødevarestyrelsen vejleder om, 25,1 mg samlet, altså lige over grænsen, og en tilskudsdosis på 25 mg giver 38,1 mg samlet. Flere produkter med zink skal lægges sammen, også multivitaminer.

Hvis du har en blodprøve med lav zink, er det ikke dette regnestykke, der gælder. Så er zink dosering et lægeligt spørgsmål: lægen bestemmer dosis og opfølgning, og hvordan lav zink kan tolkes, står i zinkmangel og symptomer.

Optagelsen mættes: mere i tabletten er ikke mere i kroppen

Kroppen sætter selv et loft: den optager kun en begrænset mængde ad gangen, og andelen falder, når dosis stiger. Tran og kolleger (2004) lod otte raske voksne drikke zinksulfat i vand efter faste i seks forskellige doser fra 2 til 30 mg. Ved en dosis på 2,2 mg blev 1,6 mg optaget, ved 10,4 mg var det 7,4 mg, ved 20,3 mg 11,0 mg og ved 30,1 mg 11,2 mg.

Figuren viser disse fire af de seks doser. Som andel af dosis svarer det til 73 %, 71 %, 54 % og 37 % (vores udregning). Modellen satte loftet for optagelsen til ca. 13 mg, så doser over 20 mg tilførte kun lidt ekstra.

Forsøget er lille, brugte en opløsning og ikke tabletter og blev givet på tom mave. PubMed oplyser støtte fra amerikanske offentlige institutter (NICHD og NIDDK) og anden støtte uden angivelse af giver og ingen erklæring om interessekonflikter. Det er ikke et argument for at tage mere, og det siger intet om, hvor meget der er for meget.

Zink dosering og måltider: mad, tidspunkt og delt dosis

Mad sænker optagelsen af zink, men tilskud tages ofte til maden for at skåne maven, og de to hensyn peger hver sin vej. I et forsøg med 13 raske unge fik deltagerne 25 mg zink som zinkacetat enten fastende eller sammen med forskellige fødevarer (Shibasaki og kolleger, 2025). Serumzink steg næsten ikke sammen med brune ris, tangsuppe hæmmede ikke optagelsen, og med de øvrige fødevarer blev optagelsen sat ned til 14 til 66 % af den, der sås, da zink blev givet alene.

Forfatterne skriver selv, at zinktilskud generelt anbefales lige efter måltider for at mindske mavegener. Én forfatter er tilknyttet Shino-Test Corporation, og vi har ikke læst finansierings- eller konflikterklæringen i fuldteksten.

Ældre forsøg peger samme vej. Pécoud og kolleger (1975) fandt, at mejeriprodukter og brunt brød sænkede toppen af serumzink efter zinksulfat, og at kaffe også så ud til at hæmme optagelsen. Nève og kolleger (1992) lod de samme 10 personer tage 45 mg zink som gluconat i handelspræparatet Rubozinc (nævnt som testprodukt, ikke som anbefaling) tre gange: fastende, under og to timer efter en morgenmad. Maden forsinkede optagelsen og sænkede arealet under kurven med 28 %, men to timer efter måltidet var optagelsen tilbage på normalt niveau. Vi har ikke læst, om producenten støttede forsøget, og PubMed har ingen erklæring om interessekonflikter for hverken Nève eller Pécoud (Nève er registreret med anden støtte uden angivelse af giver).

Mavegener i forsøgene

Mavegener er den mest kendte bivirkning ved høj zink dosering. I forsøget af Samman og Roberts (1987) tog 47 raske frivillige i en periode 50 mg zink tre gange dagligt i seks uger (150 mg om dagen, crossover med placebo). Symptomer som hovedpine, mavekramper, kvalme, nedsat appetit og opkast blev registreret hos 84 % af kvinderne og 18 % af mændene (abstractet siger ikke, om det var i zink- eller placeboperioden), og seks kvinder stoppede, fem på grund af mavegener. Forfatterne mener, at generne kan hænge sammen med kropsvægt, men forsøget kan ikke skille køn og vægt ad. Doserne er langt over EFSA’s grænse.

I FAZST-forsøget gav 30 mg zink sammen med folsyre mavesmerter hos 6 % mod 3 % på placebo, kvalme hos 4 % mod 2 % og opkast hos 3 % mod 1 % (Schisterman og kolleger, 2020). Resultaterne for sædkvalitet står i kosttilskud og sædkvalitet. FAZST er finansieret af det amerikanske NICHD og brugte tabletter fra UPM Pharmaceuticals, og Hotaling er den eneste forfatter med oplyste konflikter (konsulenthonorar fra tre firmaer, en patentansøgning og forskningsstøtte fra to firmaer).

Delt dosis og tidspunkt på dagen

Vi har ikke fundet forsøg, der sammenligner én dosis zink med den samme mængde delt over dagen (PubMed, søgt 1. oktober 2026: zinc[tiab] AND supplement*[tiab] AND (“divided dose”[tiab] OR “split dose”[tiab] OR “twice daily”[tiab] OR “once daily”[tiab] OR “single dose”[tiab]) AND (absorption[tiab] OR bioavailability[tiab]) AND (volunteers[tiab] OR adults[tiab] OR healthy[tiab] OR subjects[tiab] OR men[tiab] OR women[tiab]), 6 hits i én PubMed-søgning, alle titler gennemset; vi har ikke søgt i andre databaser eller registre; de handlede om andre stoffer, kombinationer, sammenligninger af to zinkformer eller medicin).

Der er derfor ikke dokumentation for et bedste tidspunkt eller en bedste fordeling af dosis over dagen.

Det nærmeste er et lille forsøg med patienter med Wilsons sygdom, hvor 75 mg zink skulle deles i mindst to doser for at blokere kobberoptagelsen (Brewer og kolleger, 1993). Det siger intet om raske eller om zinkoptagelse. Forsøget er støttet af amerikanske offentlige midler og anden støtte uden angivelse af giver, PubMed har ingen erklæring om interessekonflikter, og fuldteksten er ikke læst. Kurven fra Tran og kolleger kan læses som, at mindre portioner giver en højere andel optaget (vores tolkning, for forsøget gav enkeltdoser og ikke en delt dagsdosis og målte ikke sundhedseffekter). Hvilke kriterier man kan bruge, når man sammenligner tilskud, står i zinktilskud.

Samtidig brug: calcium, jern, magnesium, syrehæmmere og antibiotika

Når du doserer zink, skal du også tænke på, hvad du ellers tager: zink konkurrerer med flere andre stoffer om optagelsen, og kombinationen kan flytte begge veje. De bedst belagte tilfælde er gennemgået nedenfor, men de er få og små, og de fleste bruger doser langt over dem i almindelige tilskud.

• Calcium. Wood og Zheng (1997) gav 18 postmenopausale kvinder ekstra 468 mg calcium om dagen som mælk eller calciumfosfat, og nettooptagelsen af zink faldt med omkring 2 mg om dagen. I en anden gruppe sænkede 600 mg calcium som carbonat sammen med et måltid zinkoptagelsen med 50 %, men 7,8 mg ekstra zink i tilskuddet opvejede effekten. PubMed registrerer amerikansk offentlig støtte og anden støtte uden angivelse af giver, og vi har ikke læst fuldteksten.
• Jern. Yadrick og kolleger (1989) gav voksne kvinder 50 mg zink som gluconat i 10 uger, alene eller sammen med 50 mg jern. I gruppen med zink alene var serumferritin og hæmatokrit lavere efter 10 uger end før, og jern i tilskuddet rettede op på jernmålene, men ikke på kobbermålet. Der var ingen sammenligning med placebo i abstractet.
• Magnesium. Spencer og kolleger (1994) gav voksne mænd 142 mg zink som zinksulfat og fandt lavere magnesiumoptagelse og magnesiumbalance. Nielsen og Milne (2004) fandt hos 25 postmenopausale kvinder, at ca. 53 mg zink om dagen i 90 dage øgede udskillelsen af magnesium og sænkede magnesiumbalancen sammenlignet med 90 dage på ca. 3 mg. Hos Spencer var faldet kun i gruppen med 500 mg calcium og samlet for de tre grupper. Begge forsøg brugte høje doser og siger ikke, om en lavere dosis gør det samme. Spencer er registreret med amerikansk offentlig støtte og Nielsen med anden støtte uden angivelse af giver; PubMed har ingen erklæring om interessekonflikter, og fuldteksterne er ikke læst. Magnesium har sin egen vejledning i magnesium dosering.
• Syrehæmmere. Ozutemiz og kolleger (2002) gav 14 raske frivillige 300 mg zinksulfat (saltvægt, ca. 68 mg zink, hvis det er heptahydrat; vores udregning) før og efter en uge på omeprazol (60 mg om dagen), og zinkoptagelsen faldt, mens mavens pH steg fra 2,4 til 5,5. I Farrell og kollegers forsøg (2011) tog patienter i langtidsbehandling med syrehæmmere og raske 26,2 mg zink to gange dagligt i 14 dage. Plasmazink steg 37 % hos patienterne og 126 % hos de raske. Ifølge fuldteksten er forsøget støttet af Sharpe-Strumia Research Foundation, og firmaet Prophase Labs (Cold-Eeze) donerede zinkgluconat-sugetabletterne; forfatterne oplyser ingen økonomisk tilknytning til firmaer i studiet. For Ozutemiz har PubMed ingen erklæring om interessekonflikter, og fuldteksten er ikke læst.
• Antibiotika. Stiles og kolleger (2024) skriver, at oralt zink kan mindske optagelsen af ciprofloxacin, doxycyklin og risedronat. Det støttes for kinolonerne og tetracyklin af små forsøg på raske frivillige, men ikke for doxycyklin. I Campbell og kollegers forsøg (1992) tog otte frivillige norfloxacin sammen med enten zinksulfat, jernsulfat, aluminiumhydroxid eller magnesiumhydroxid, og hver af dem for sig sænkede mængden af norfloxacin i urinen med 50 til 90 %. Hos 12 mænd sænkede en multivitamin med zink AUC for ciprofloxacin fra 14,5 til 11,3 µg·h/ml (Polk og kolleger, 1989), og en kombinationstablet med 15 mg zink gav også et fald (Kara og kolleger, 1991). Penttilä og kolleger (1975) lod syv frivillige i et crossover tage en enkelt dosis zinksulfat (45 mg zink) sammen med tetracyklin eller doxycyklin: optagelsen af tetracyklin faldt omkring 30 %, men optagelsen af doxycyklin blev ikke signifikant påvirket, og forfatterne kaldte den kliniske betydning begrænset.

Polk og Kara kan ikke skille zink fra de øvrige stoffer i tabletterne, og ingen af forsøgene siger, hvor stor afstanden mellem to tabletter skal være. Søgningen var ikke rettet mod tidsafstand (PubMed, søgt 1. oktober 2026: zinc AND (ciprofloxacin OR norfloxacin OR levofloxacin OR tetracycline OR doxycycline OR quinolone) AND (volunteers OR crossover OR healthy subjects) AND (absorption OR bioavailability OR pharmacokinetic), 4 hits, nemlig Campbell, Kara, Polk og Penttilä). Spørg lægen eller apoteket, hvordan netop dit lægemiddel og dit zinktilskud skal tages. PubMed har ingen erklæring om interessekonflikter ved disse forsøg (Campbell, Polk og Kara er registreret med anden støtte uden angivelse af giver), og fuldteksterne er ikke læst.

×

Svarer personligt Kontakt Sidder du med et spørgsmål, du helst vil have svar på i dag? Jeg har brugt 15 år på mænds sundhed og selvforbedring. Skriv til mig — jeg læser og svarer personligt, som regel inden for et par timer.

Skriv til Mark →

Navn Email

Din besked

← Tilbage Send min besked →

Tak for din besked!
Jeg vender tilbage hurtigst muligt — som regel inden for et par timer.

Zink dosering i forsøg: hvad 30 til 150 mg har gjort ved kobber

Forsøg med 30 til 150 mg zink om dagen i uger til måneder har ikke givet ens svar på, om kobberstatus påvirkes. Nogle fandt ingen forskel, andre fandt lavere aktivitet af SOD i de røde blodlegemer (SCF regner ikke faldet for tegn på nedsat kobberstatus). Forskellene kan skyldes dosis, varighed, mål, køn og vægt, og forsøgene er små.

• 30 mg, ingen forskel. Bonham og kolleger (2003) fordelte 38 raske mænd til 30 mg zink om dagen i 14 uger (efterfulgt af 3 mg kobber i 8 uger) eller placebo; kosten gav ca. 10 mg. De fandt ingen virkning på tegn på kobberstatus, fedtstoffer i blodet og blodets størkning. SCF’s Bonham-reference har samme titel og tidsskrift som denne artikel og nævner 19 mænd på zink og 19 på placebo, så SCF bygger på netop dette forsøg.
• 53 mg, ingen ugunstige kobbereffekter, men lavere SOD. Nielsen og Milne (2004): 25 postmenopausale kvinder gennemførte 90 dage på ca. 53 mg zink om dagen efter 90 dage på ca. 3 mg. Forfatterne konkluderede, at 53 mg ikke gav ændringer i kobberstofskiftet, som førte til ugunstige ændringer i knogle- og mineralstofskiftet, men magnesiumbalancen faldt, som beskrevet ovenfor. Abstractet nævner ikke SOD, men ifølge SCF faldt SOD i de røde blodlegemer ved 53 mg uanset kobberindtag. Abstractet skriver, at 25 kvinder gennemførte forsøget, 21 som planlagt, hvilket passer med SCF’s 25 og 21 kvinder.
• 2 gange 25 mg, lavere enzymaktivitet. Raske mænd fik enten 25 mg zink to gange dagligt eller placebo i seks uger (Fischer og kolleger, 1984). Plasmakobber og ferroxidase ændrede sig ikke, men aktiviteten af SOD i de røde blodlegemer var lavere i tilskudsgruppen ved uge 6 (p under 0,05), og forfatterne læste det som nedsat kobberstatus; SCF regner ikke SOD-faldet for tegn på nedsat kobberstatus.
• 50 mg, lavere enzymaktivitet. Yadrick og kolleger (1989): 50 mg zink som gluconat i 10 uger hos voksne kvinder gav lavere SOD i de røde blodlegemer, serumferritin og hæmatokrit end før, og forfatterne skrev, at zinktilskud udgør en risiko for jern- og kobberstatus. Ceruloplasmin og hæmoglobin var uændret. Der var ingen placebogruppe.
• 150 mg, forskel mellem kønnene. Samman og Roberts gav 47 raske frivillige 3 gange 50 mg zink i seks uger. Plasmakobber ændrede sig ikke (1987), men hos kvinderne faldt aktiviteten af ceruloplasmin og SOD, hvilket ikke sås hos mændene (1988). To artikler beskriver samme forsøg. Forfatterne skriver, at en dosis-effekt frem for en kønsforskel ikke kan udelukkes, da kvinderne vejede mindre og fik samme dosis.

Doserne i testosteronforsøgene er ikke lavere end i kobberforsøgene, og de siger ikke noget om, hvad der er sikkert: Kilic-forsøget ovenfor lå på ca. 48 til 85 mg.

Prasad og kolleger (1996) gav ni ældre mænd med marginal mangel zinkgluconat svarende til ca. 30 mg zink om dagen (vores omregning fra 459 µmol) i 3 til 6 måneder, og testosteron steg fra 8,3 til 16,0 nmol/L (p = 0,02), uden kontrolgruppe i abstractet. Brewer GJ er medforfatter og har arbejdet med zink som behandling af Wilsons sygdom; vi har ikke undersøgt en eventuel kommerciel interesse. Arbejdet er støttet af amerikanske offentlige institutter og anden støtte uden angivelse af giver, PubMed har ingen erklæring om interessekonflikter, og fuldteksten er ikke læst. Hvad forsøgene viser om testosteron, står i zink og testosteron.

Schoofs og Stiles erklærer ingen interessekonflikter, mens Hughes og Samman (2006) ikke har nogen erklæring i PubMed.

Hughes og Samman gennemgik tilskudsforsøg og skriver, at HDL-kolesterol faldt, når tilskuddet gav mere end 50 mg om dagen, og at zinktilskud i nogle studier har sænket aktiviteten af enzymet SOD, især fordi højt zinkindtag modvirker kobberoptagelsen. De skriver, at der ikke er nok dokumentation til at afgøre, om zink påvirker andre hjerterisikofaktorer som antioxidantstatus og blodets tendens til at størkne. Bonham, Fischer, Yadrick, Samman og Nielsen har ingen erklæring om interessekonflikter i PubMed. Bonham, Samman og Nielsen er registreret med anden støtte uden angivelse af giver, og Yadrick med amerikansk offentlig støtte. Fuldteksterne er ikke læst, så vi ved ikke, hvem der leverede tabletterne.

Seks år med 80 mg og kobber

Et langt forsøg med høj dosis er AREDS (2001), som randomiserede 3.640 deltagere i alderen 55 til 80 år med øjensygdommen aldersrelateret makuladegeneration til fire arme: placebo, antioxidanter, 80 mg zink som zinkoxid sammen med 2 mg kobber som kobberoxid eller begge dele. Opfølgningen var i gennemsnit 6,3 år. Abstractet skriver, at ingen af kombinationerne havde statistisk signifikante alvorlige bivirkninger.

Fuldteksten (PMC1462955) viser et mere nuanceret billede. Forfatterne skriver, at der var en øget forekomst af selvrapporteret blodmangel (13,2 mod 10,2 %) og flere indlæggelser for urinvejs- og kønsorganer (7,5 mod 4,9 %) hos dem, der fik zink, begge med p under 0,01, mens blodets hæmatokrit ikke adskilte sig. Desuden tog 67 % et multivitamin ved siden af studietabletterne, så to tredjedele fik mere end 80 mg zink. Hospitalstallene står i en tabel, og en rettelse fra 2008 (Arch Ophthalmol 2008;126:1251, DOI 10.1001/archopht.126.9.1251) retter fejl i tabeller, som vi ikke har kunnet læse; vi bruger derfor tallene med det forbehold.

Det betyder ikke, at 80 mg er sikkert for andre. Deltagerne havde en øjensygdom, forsøget testede ikke, hvor meget kobber der skal til, og i en delgruppe fandt forfatterne ingen forskellig virkning på kobberniveauet af zinkoxid med kobberoxid. Forsøget er støttet af kontrakter fra det amerikanske øjeninstitut (NEI) med yderligere støtte fra Bausch and Lomb Inc., og en medarbejder fra firmaet sad i sikkerhedskomiteen som ex officio-medlem. Forskerne oplyser ingen kommerciel eller proprietær interesse i tilskuddene.

Hvad kobbermanglen kan se ud som

En voksen, der havde taget for meget zink i 10 måneder, endte med blodmangel, få hvide blodlegemer og neutropeni, og blodtallene rettede sig først, da kobber blev givet direkte i blodet (Hoffman og kolleger, 1988). I en skotsk laboratoriedatabase fandt Duncan og kolleger (2023) 14 bekræftede tilfælde af kobbermangel udløst af zink, hvor syv ikke var opdaget før. Duncans tilfælde drejer sig om ordineret behandling og ikke kosttilskud, mens Hoffmans patient tog for meget zink gennem munden. PubMed har ingen erklæring om interessekonflikter for hverken Hoffman eller Duncan.

De kilder, vi har læst, angiver ikke et kobberforhold eller en kobberdosis, der forebygger manglen, og vi giver ikke råd om det. AREDS-tabletten indeholdt 2 mg kobber, men forsøget var ikke bygget til at teste forholdet. En samlet gennemgang af bivirkninger og tegn står i bivirkninger ved zink.

Zink dosering ved forkølelse: sugetabletter i korte kure

Doserne mod forkølelse ligger langt over EFSA’s grænse, men gives i korte kure. I Hemiläs analyse (2017) af syv forsøg med sugetabletter på over 75 mg zink dagligt (575 deltagere) blev forkølelsen 33 % kortere (21 til 45 %), og der var ingen støtte for, at mere end 100 mg dagligt virker bedre. Analysen har én forfatter, som erklærer ingen interessekonflikter og ingen finansiering.

Cochrane-gennemgangen fra 2024 (Nault og kolleger) har 34 forsøg og 8.526 deltagere. Zinkgluconat blev her givet i 45 til 276 mg om dagen i 4,5 til 21 dage. Resultatet er, at zink måske ikke forebygger forkølelse (RR 0,93; 0,85 til 1,01), og at zink givet som behandling måske kan forkorte en forkølelse med 2,37 dage (0,53 til 4,21), med lav sikkerhed for effekten, og flere milde bivirkninger med moderat sikkerhed (RR 1,34; 1,15 til 1,55). Kun Konstantinidis (Cochrane-redaktør) og Wieland (NIH) oplyser særlige forhold.

Forsøgene giver intet belæg for at tage sådanne doser i længere tid.

Gravide, børn og unge: grænserne er lavere eller de samme

Zink dosering til gravide og ammende har ifølge SCF samme øvre grænse som for andre voksne, selv om det anbefalede indtag er højere (plus 1,6 og 2,9 mg om dagen). SCF skriver, at gravide ikke har øget følsomhed, og at grænsen derfor også gælder dem. Fødevarestyrelsens tabel har dog en fodnote om, at UL ikke gælder gravide og ammende kvinder, så aftal altid zink med lægen.

Børns og unges grænser er, som vist ovenfor, lavere og afhængige af alder. Vi nævner ingen dosis til børn. Zink til et barn skal aftales med en læge, og et voksentilskud må ikke deles op til barnet.

Hvem bør tale med lægen først?

Tal med din læge om din zink dosering, før du tager zink, hvis du ligger over EFSA’s grænse, tager fast medicin, er gravid eller ammer, eller hvis tilskuddet er til et barn. Har du indtaget over 25 mg zink dagligt i flere måneder, bør lægen kende dosen, så zink og kobber kan måles.

• Over 25 mg i flere måneder. Kobbermangel bliver ofte overset, og kun en blodprøve afslører den (Duncan og kolleger, 2023).
• Antibiotika, knoglemidler og syrehæmmere. Spørg lægen eller apoteket om samtidig brug.
• Mangel. Er zink målt lavt, bestemmer lægen dosis og kontrol.
• Nyresygdom. Data for zink ved nyresygdom har vi ikke gennemgået. Spørg lægen.
• Flere produkter. Tæl zinken fra alle produkter sammen.

Konklusion: tre tal, og kosten tæller med

Zink dosering kan koges ned til tre tal. Mænds anbefalede indtag er ifølge EFSA 9,4 til 16,3 mg zink dagligt, og kosten dækker det normalt. Pr. daglig tilskudsdosis vejleder Fødevarestyrelsen om højst 12 mg, og EFSA’s øvre grænse på 25 mg gælder det samlede indtag fra mad og alle tilskud. Pakkens tal skal være mg zink, og de forskellige salte indeholder meget forskellige mængder.

Optagelsen mættes, mad, calcium og syrehæmmere kan sænke den, og zink kan sænke optagelsen af nogle antibiotika. Flere forsøg med 50 mg og derover har målt lavere SOD-aktivitet i de røde blodlegemer, og et højt indtag over lang tid kan give kobbermangel. Er du i tvivl, så få en blodprøve og tal med din læge, før du øger.

Ofte stillede spørgsmål om zink dosering

Svarer personligt Om forfatteren Mark Petersen Stifter & ejer af betterman. 15 års personlig erfaring med mænds selvforbedring — ingen bullshit, ingen quick fixes. Læs mere om Mark →