Magnesium forstoppelse: to japanske forsøg viser effekt af oxid, men dosis er langt over tilskudsloftet

Mod forstoppelse har magnesium det mest solide forsøgsgrundlag af de områder, vi har gennemgået, men det er smalt. Det består af to placebokontrollerede forsøg med magnesiumoxid fra samme japanske universitetshospital: 68 til 71 % af deltagerne med kronisk forstoppelse blev bedre på oxid mod 12 til 25 % på placebo. Dosis var 1,5 g oxid om dagen i 28 dage, svarende til ca. 905 mg magnesium (vores udregning), mere end tre gange EFSA’s grænse for tilskud. To retningslinjer vurderer de samme to forsøg forskelligt: den amerikanske fra 2023 foreslår oxid betinget og kalder sikkerheden i evidensen meget lav, mens den britiske fra 2025 giver en stærk anbefaling med moderat evidens.

Søger du på magnesium forstoppelse, finder du mest tilskud og butikker. Denne artikel gennemgår i stedet, hvordan virkningen opstår, hvilke salte der er prøvet, hvilke doser forsøgene brugte, hvad risikoen er, og hvornår forstoppelse hører hjemme hos en læge i stedet for et tilskud. Det brede overblik over mineralet står i guiden om magnesium.

Artiklen om magnesium forstoppelse giver ingen anbefalet dosis og anbefaler ingen produkter. Doserne er forsøgsdoser og myndighedsværdier. Mængder af et salt (g eller mg oxid, hydroxid eller citrat) er saltets vægt, mens mængder af magnesium (mg magnesium, EFSA’s 250 mg og Fødevarestyrelsens 238 mg) er elementært magnesium. Vi oplyser finansiering og tilknytning, hvor vi har kunnet læse den, og skriver “ikke læst i fuldtekst”, når vi kun har set et abstract.

Magnesium forstoppelse: hvad virker, og hvor solidt er det?

Oxid slog placebo i begge forsøg, vi har fundet, og forskellen er stor: i metaanalysen blev 68 % bedre på oxid mod 19 % på placebo. Grundlaget er dog to små forsøg fra samme afdeling, og vi har ikke fundet et kontrolleret forsøg med citrat alene eller glycinat mod kronisk forstoppelse. Det er derfor et område med et tydeligt signal og et tyndt fundament.

Det første forsøg (Mori 2019) rekrutterede 34 kvinder med let til moderat forstoppelse gennem en avisannonce på ét hospital. 17 fik 0,5 g oxid tre gange om dagen efter måltiderne, 17 fik en lactosekapsel, og ét udgik. Forfatterne skriver, at gennemsnittet efter placebo lå omkring tre afføringer om ugen og i oxidgruppen omkring seks. De nævner selv begrænsningerne: ét center, kun kvinder og få deltagere. Hverken abstract eller fuldtekst rapporterer bivirkninger.

Det andet forsøg (Morishita 2021) randomiserede 90 patienter (gennemsnitsalder 42 år, 93 % kvinder, symptomer i gennemsnit i 9,9 år) til oxid, senna eller placebo. Alle gennemførte. P-værdien for bedringen var under 0,0001, og abstractet nævner ikke milde bivirkninger, kun at alvorlige behandlingsrelaterede bivirkninger var 0 %. Oxid og senna kom i mål med næsten samme andel. AGA/ACG skriver, at milde bivirkninger ikke blev opgjort. Dosisreduktionen i Morishita var ifølge BDA og Rao og Brenner ca. 83 % på senna, ca. 53 % på oxid og 50 % på placebo, og BDA nævner mavesmerter og diarré som årsag for oxid- og placebogruppen. Senna var altså ikke klart dårligere tålt end oxid eller placebo.

Metaanalysen og to retningslinjer hviler på to forsøg

Det ligner flere uafhængige bekræftelser, men det er det ikke. Metaanalysen bygger på otte forsøg, hvoraf to handler om oxid, og referencelisten i Europe PMC (39 referencer, filtreret på titelordene magnesium, MgO, oxide og senna) har netop Mori 2019 og Morishita 2021 som de eneste oxidforsøg. Fuldteksten er open access (CC BY), men vi har ikke hentet den. AGA/ACG skriver, at den bygger på to japanske forsøg med i alt 47 deltagere på oxid og 47 på placebo, 93 % kvinder, og BDA, at dens oxidudsagn stammer fra metaanalysen af to forsøg med 94 deltagere, 1,5 g om dagen i fire uger. Rao og Brenners grad B bygger ifølge den åbne fuldtekst på Morishita 2021 og tre af mineralvandsforsøgene (Naumann, Dupont 2014 og Bothe), men ikke på Mori 2019. Seks af de syv forfattere bag Morishita 2021 står også på Mori 2019.

Placebo gav også en tydelig bedring: i forsøgene reagerede 12 til 25 % på placebo, og Mori 2019 skriver, at afføringsfrekvensen steg hos placebogruppen lige efter start. AGA/ACG’s egne forbehold er få forsøg, alle i Japan, kun oxid prøvet, en dosis over den, der bruges i praksis, og ingen langtidsdata.

×

Svarer personligt Kontakt Sidder du med et spørgsmål, du helst vil have svar på i dag? Jeg har brugt 15 år på mænds sundhed og selvforbedring. Skriv til mig — jeg læser og svarer personligt, som regel inden for et par timer.

Skriv til Mark →

Navn Email

Din besked

← Tilbage Send min besked →

Tak for din besked!
Jeg vender tilbage hurtigst muligt — som regel inden for et par timer.

Hvordan virker magnesium mod forstoppelse?

Virkningen er osmotisk: salte, der ikke optages, bliver i tarmen og holder vand tilbage, så afføringen bliver blødere og mere. NIH skriver, at den afførende virkning skyldes salternes osmotiske aktivitet i tarmen og tyktarmen og en stimulering af mavens motilitet. SCF tilføjer, at let dissocierbare salte som klorid og sulfat, og oxid, der opløses af mavesyre, giver en dosisafhængig afførende virkning.

For oxid er det et to-trins forløb. Yamasaki 2014 beskriver, at oxid omdannes til magnesiumklorid i den sure mave og derefter til magnesiumbikarbonat i tarmen, hvor det trækker vand ud i tarmen. Det er også grunden til, at syrehæmmere kan svække virkningen, som afsnittet om medicin viser.

Det er en anden virkemåde end senna, som Morishita 2021 kalder et stimulerende middel, mens oxid kaldes et osmotisk middel. Polyethylenglykol (PEG) er også osmotisk, men ikke et magnesiumsalt; AGA/ACG giver PEG en stærk anbefaling og oxid en betinget, mens BDA giver oxid en stærk.

Hvor hurtigt virker det?

Morishita 2021 målte tiden til første spontane afføring: 17,9 timer med oxid, 18,8 med senna og 22,0 med placebo. Tallene er gengivet i oversigten Mori H 2021, og vi har ikke læst originalens fuldtekst. Mori 2019 fandt en bedre samlet symptomscore i hver af de fire uger.

Oversigten Mori H 2021 er delvis støttet af japanske forskningsmidler (AMED), og Suzuki og Tack oplyser forskningsstøtte, honorarer eller rådgivning fra en lang række lægemiddelfirmaer. Den skriver, at ca. 10 millioner patienter i Japan får oxid hvert år, og at brugen længe har bygget på erfaring og ikke på forsøg.

Oxid, hydroxid, citrat og sulfat: hvilke salte er prøvet?

Hvilket salt man vælger ved magnesium forstoppelse, afgør både mængden af magnesium og det, der er prøvet. Af saltene i tilskud er kun oxid prøvet mod kronisk forstoppelse i placebokontrollerede forsøg hos voksne. AGA/ACG skriver, at biotilgængelighed og effekt af citrat, glycinat, laktat, malat og sulfat mod kronisk forstoppelse er ukendt; sulfat er dog prøvet som mineralvand, som vi kommer til nedenfor. At de andre salte ikke er prøvet, betyder ikke, at de ikke virker, kun at ingen har målt det, så vidt vi har kunnet finde.

Vi søgte i PubMed på: (magnesium[tiab] OR “magnesium oxide”[tiab] OR “magnesium citrate”[tiab] OR “magnesium hydroxide”[tiab] OR “magnesium sulfate”[tiab] OR “milk of magnesia”[tiab]) AND (constipation[tiab]) AND (randomized[tiab] OR randomised[tiab] OR placebo[tiab] OR “double-blind”[tiab] OR “controlled trial”[tiab]). Det gav 74 træf. De eneste oxidforsøg mod placebo hos voksne med kronisk forstoppelse var Mori 2019 og Morishita 2021. Resten var oversigter og retningslinjer (blandt andre van der Schoot, Rao og Brenner, Kang og BDA 2025), mineralvandsforsøg (Dupont 2014 og 2019, Bothe, Naumann, Yoneda), forsøg hos børn (Hassanein 2021, Kubota 2020), kræftpatienter på opioider, indlagte efter operation, tarmforberedelse, andre midler end magnesium og emner uden forstoppelse som hovedmål.

Mængden af magnesium i en dosis afhænger af saltet. Oxid er 60,3 % magnesium i vægt, hydroxid 41,7 %, citrat (trimagnesiumdicitrat, vandfrit) 16,2 % (vores udregninger ud fra atomvægte for de vandfrie former). 500 mg oxid giver derfor ca. 300 mg magnesium, mens 500 mg citrat giver ca. 80 mg. Læs altid deklarationen for elementært magnesium pr. dosis; en oversigt over formerne står i artiklen om typer af magnesium.

Oxid, hydroxid og et gammelt forsøg hos ældre

Magnesiumhydroxid er prøvet i ældre forsøg. Kinnunen 1987 sammenlignede hydroxid (i gennemsnit 25 ml dagligt) med et fibermiddel (bulk-laxativ, 8,7 g dagligt) hos 64 ældre langtidspatienter, der alle brugte afføringsmidler i forvejen. Der var flere afføringer med hydroxid (13,2 mod 10,4 pr. fire uger; p under 0,001), og der skulle bruges mindre bisacodyl (2,3 mod 3,3 pr. fire uger). Hos to patienter steg magnesium i blodet over 1,25 mmol/L uden kliniske tegn, og begge havde ifølge Kang 2021 nedsat nyrefunktion. SCF omregner dosis til ca. 680 mg magnesium om dagen (28 mmol hydroxid), middelalderen var 81 år, og SCF bruger forsøget som belæg for, at høj alder i sig selv ikke er en risikofaktor. Det er en sammenligning uden placebo (krydsdesign ifølge oversigten Kang 2021), og PubMed har ingen erklæring; vi har kun læst abstractet. Kinnunen 1989 har samme sammenligning og 64 patienter og er sandsynligvis samme forsøg; vi tæller dem som ét.

Citrat: ingen forsøg mod kronisk forstoppelse

Vi har ikke fundet et forsøg, der prøver citrat alene som behandling af kronisk forstoppelse. Citrat uden udelukkelsen af tarmforberedelse giver 59 træf, hvoraf de ekstra er tarmudrensning, billeddiagnostik og kasuistikker. Vi søgte i PubMed på: (“magnesium citrate”[tiab]) AND (constipation[tiab] OR laxative[tiab] OR “bowel movement*”[tiab] OR “stool frequency”[tiab]) NOT (colonoscopy[tiab] OR “bowel preparation”[tiab] OR “bowel cleansing”[tiab]). Det gav 13 træf: seks kasuistikker, to dyreforsøg, et radiologipapir fra 1977, en oversigtsartikel om børn, et forsøg med citrat som forberedelse til kapselendoskopi, et forsøg med senna og docusate efter operation, hvor citrat var redningsmiddel (43,6 % på placebo brugte det mod 7,0 % på senna og docusate), og et forsøg med lavement-opløsninger hos børn. Ingen af dem tester citrat mod kronisk forstoppelse.

Tæt på kommer Chan 2012. Vi fandt det i Europe PMC: (TITLE_ABS:”magnesium citrate”) AND (TITLE_ABS:”chronic constipation” OR TITLE_ABS:”functional constipation”), som gav 1 træf. Her fik 20 patienter, der ikke var blevet hjulpet af andre midler, et kombinationsmiddel af natriumpicosulfat og magnesiumcitrat tre gange om ugen i fire uger, uden kontrolgruppe. Hos de 17 med fulde data steg komplette spontane afføringer fra 0,5 til 2,4 om ugen, men citrat kan ikke skilles fra picosulfat i det design. For glycinat søgte vi i PubMed på: (glycinate[tiab] OR bisglycinate[tiab] OR “magnesium glycinate”[tiab]) AND (constipation[tiab] OR laxative*[tiab]). Det gav 8 træf: syv om jern eller teofyllin og ét rotteforsøg (Aniebo Umoh 2023) om magnesiumglycinat og tarmbevægelser, men intet forsøg på mennesker. Hvad der ellers er vist for glycinat, står i artiklen om magnesiumglycinat.

Mineralvand med magnesium og sulfat

Mineralvand rig på magnesiumsulfat er prøvet i fire placebokontrollerede forsøg med blandet resultat, og de siger ikke noget om magnesium alene, fordi sulfat giver en ekstra osmotisk virkning (SCF). Ifølge BDA (755 deltagere i fire forsøg mod lavmineralsk vand eller placebovand) giver de bedre respons (RR 1,47; 1,20 til 1,81; lav evidens, stærk anbefaling), men ingen forskel i afføringsfrekvens (+0,41 om ugen; -0,05 til 0,88). Rao og Brenner skriver om Naumann, Dupont 2014 og Bothe, at ingen af dem nåede deres primære endepunkt mod placebo, så Dupont 2014’s uge 2-fund og Bothe’s ensidige test skal læses med det forbehold.

• Dupont 2014: 244 kvinder med funktionel forstoppelse drak i fire uger i alt 1,5 L vand dagligt, enten kun lavmineralsk vand eller 0,5 L eller 1 L sulfatrigt mineralvand og resten lavmineralsk. Ved uge 2 var forstoppelsen mindre hos 37,5 % i 1 L-gruppen mod 21,1 % på kontrolvand (p = 0,013); 0,5 L gav 30,9 % (p = 0,099). Ingen virkning i uge 1. Én forfatter er ansat hos Nestlé Waters, hvis vand blev testet (samme vand som i Dupont 2019); PubMed markerer ekstern støtte uden at navngive den, og fuldteksten er open access (CC BY-NC-ND), men ikke hentet af os.
• Dupont 2019: 226 patienter, 14 dage, 1 L af det samme sulfatrige vand eller lavmineralsk vand. Respons hos 50 % mod 29 % (p = 0,001), og tid til respons 6,4 mod 7,3 dage (p = 0,013). To forfattere er ansat hos Nestlé Waters, én hos SC Partners og én hos Quanta Medical (kontraktforskning); PubMed har ingen erklæring og markerer ekstern støtte uden at navngive den; fuldteksten (Elsevier open archive) er ikke hentet af os.
• Bothe 2017: 106 deltagere, seks uger; arme med 300 ml blev stoppet efter en interimsanalyse, og i de 75 i 500 ml-armene lå stigningen i komplette spontane afføringer højere end på placebo (p = 0,036 ved ensidig test), og afføringens konsistens blev bedre (p under 0,001). Betalt af Droga Kolinska, hvor én forfatter er ansat, og to er ansat i et kontraktforskningsfirma.
• Naumann 2016: 100 deltagere, 1 L dagligt i seks uger. Efter tre uger var stigningen i afføringer om ugen 2,02 mod 0,88 på kontrolvand (p = 0,005), men efter seks uger var forskellen væk (p = 0,163). PubMed oplyser hverken erklæring eller tilknytning; fuldteksten er open access (CC BY-NC-ND), men ikke hentet af os.

Et nyere japansk forsøg (Yoneda 2026) gav 40 raske, ikke forstoppede deltagere 1 L vand dagligt i to uger. Vandet indeholdt 252 mg magnesium pr. liter, altså ca. 252 mg om dagen, og gav blødere afføring end blødt vand. Forsøget var uden kommerciel støtte (vandet blev købt for institutionens midler), og forfatterne erklærer ingen konflikter; tre af dem (Tomita, Morishita og Fukui) står også på Morishita 2021. Det siger intet om forstoppede. Ifølge PMC har forsøget et læserbrev med svar, som vi ikke har læst.

Hvad siger retningslinjerne om magnesium mod forstoppelse?

I AGA og ACG’s fælles retningslinje fra 2023 er oxid en betinget anbefaling: panelet foreslår oxid mod kronisk idiopatisk forstoppelse hos voksne, og sikkerheden i evidensen er meget lav. Panelet giver en stærk anbefaling til PEG, linaclotid, plecanatid og prucaloprid samt til bisacodyl eller natriumpicosulfat kortvarigt eller som redningsbehandling, og betingede anbefalinger til fibre, lactulose, senna, oxid og lubiproston. Retningslinjen gælder ikke gravide, børn eller opioidudløst forstoppelse. Den danske Lægehåndbog nævner ikke magnesium ved navn.

British Dietetic Association (Dimidi 2025, udgivet i to tidsskrifter, PMID 41081381 og 41081513) giver oxid en stærk anbefaling med moderat sikkerhed i evidensen: oxid øger andelen med klinisk gavn (RR 3,32; 1,59 til 6,92), og afføringsfrekvens (+3,72 om ugen) og konsistens (+1,14 Bristol-point) følger samme vurdering. Evidensen for enkelte andre udsagn om oxid er lav. Grundlaget er den samme metaanalyse af to forsøg med 94 deltagere, så de to retningslinjer graderer de samme forsøg modsat: BDA kalder evidensen moderat og anbefalingen stærk, AGA/ACG kalder den meget lav og anbefalingen betinget. Retningslinjen er støttet af BDA’s General and Education Trust Fund; forfatterne oplyser bånd til bl.a. Almond Board of California, Nestec (Nestlé), Danone, Yakult og Janssen, og van der Schoot har en bevilling fra Almond Board.

AGA/ACG’s tal for oxid kommer fra de to japanske forsøg: flere der reagerede (RR 3,93; 2,04 til 7,56), 3,59 flere spontane afføringer om ugen (2,64 til 4,54), 4,29 flere komplette (2,93 til 5,65) og ingen forskel i andelen, der skulle ændre dosis eller stoppe på grund af diarré (RR 1,07; 0,65 til 1,74). Sikkerheden i evidensen var moderat for dem, der reagerede, og for diarré, lav for livskvalitet og afføringsform, og meget lav for antal afføringer. AGA/ACG’s samlede vurdering er meget lav. AGA/ACG noterer, at 83 % af dem, der fik senna i Morishita, sænkede dosis, og at forsøgene varede fire uger, “although longer term use is probably appropriate”.

AGA/ACG foreslår at starte med en lav dosis og øge den efter behov, og at undgå oxid ved nedsat nyrefunktion på grund af risikoen for hypermagnesæmi. Dens tabel advarer om forsigtighed ved graviditet. I diskussionen kalder panelet oxid en attraktiv førstevalgsmulighed på grund af virkning, tolerabilitet, håndkøb og pris, mens begrænsningerne er få forsøg, kun Japan, kun oxid, en højere dosis end i praksis og ingen langtidsdata.

Den danske vejledning

Lægehåndbogen (opdateret 29. maj 2024) anbefaler som det første kostråd med 25 til 35 g fibre dagligt, evt. vandopløselige fibre som psyllium, mere væske (som kun har dokumenteret effekt sammen med fibre eller afføringsmidler) og moderat motion. Derefter skriver den, at man primært bruger osmotisk virkende afføringsmidler, og at peristaltikfremmende midler kan lægges til. Den side, vi har læst, nævner ikke, hvilke midler der er osmotiske.

Oversigter og interessekonflikter

Rao og Brenner (2021) gennemgik 41 forsøg af mindst fire ugers varighed og gav PEG og senna grad A og magnesiumsalte grad B. Gennemgangen er støttet af Bayer US, BioCentric leverede medicinsk skrivning og litteratursøgning, begge forfattere har rådgivet Bayer, og én har fået forskningsstøtte fra en sveskeproducent og en sammenslutning af californiske sveskeavlere, og svesker fik også grad B. Kortversionen fra 2022 (samme to forfattere) opgiver “ingen interessekonflikter”, men er et resumé af den støttede oversigt og ikke en uafhængig kilde.

Ramkumar og Rao (2005) fandt, at der manglede forsøg af god kvalitet for mange udbredte midler, herunder “milk of magnesia”, senna og bisacodyl. Den Store Danske bruger ordet magnesia om en række mineraler og kalder magnesiumoxid magnesia usta. Det er deklarationen, der viser, hvad pakken indeholder: læs, om det er oxid, hydroxid eller carbonat, og hvor mange mg magnesium der er pr. dosis. Kang 2021 gennemgik 23 forsøg hos personer over 65 år og fandt, at afføringsmidler kan bruges kortvarigt (inden for tre måneder) med rimelig sikkerhed, at kvaliteten ikke var høj, og at PEG ser ud til at være sikkert og virksomt ved langtidsbrug i ca. seks måneder.

Finansiering og tilknytning for de øvrige kilder

Efter PubMeds oplysninger, og uden at vi har læst alle fuldtekster: Kang 2021, Zhang 2021, Ozaki 2022, Araki 2021, Wakai 2019, Miyaue 2023 og Yoneda 2026 erklærer ingen interessekonflikter. Ramkumar og Rao 2005, Kinnunen 1987 og 1989, Chan 2012, Moradian 2017, Yamasaki 2014, Murakami 2007, Naumann 2016 og Ebell 2022 har ingen erklæring i PubMed. Patel 2010 (kun brugt som søgetræf) og Maezawa 2023 er markeret med ekstern støtte uden navngivning. De japanske forsøg Mori 2019 og Morishita 2021 er gennemgået ovenfor; Mori H 2019 og Mori H 2021 har forfattere med lægemiddelbånd, Rao og Brenner 2021 er betalt af Bayer, og Dupont 2019 og Dimidi 2025 er beskrevet ovenfor.

Hvilke doser brugte forsøgene, og hvorfor ligger de over tilskudsloftet?

I forsøgene med magnesium mod forstoppelse fik deltagerne 1,5 g oxid om dagen i 28 dage, fordelt på tre doser i Mori 2019. Oxid er 60,3 % magnesium i vægt, så dosis svarer til ca. 905 mg magnesium (vores udregning). Det er mere end tre og en halv gang EFSA’s øvre grænse for tilskud og næsten fire gange Fødevarestyrelsens vejledende maksimale værdi pr. daglig dosis (238 mg). Det er forsøgsdoser og ingen anbefaling.

Grænserne gælder tilskud, og afførende virkning er netop formålet ved forstoppelse, så dosis ligger et helt andet sted. SCF fandt ingen afførende virkning op til 250 mg og mild diarré hos nogle ved ca. 360 til 365 mg, og skriver, at loftet gælder dagligt indtag fordelt på to eller flere gange. NIH skriver om et amerikansk afføringsmiddel med magnesiumhydroxid (500 mg magnesium pr. spiseskefuld, op til fire spiseskefulde dagligt), at dosis ligger langt over det sikre øvre niveau, og at noget af magnesiumet ikke optages på grund af den afførende virkning. I et forsøg refereret af SCF fremkaldte daglige doser fra 1.200 mg magnesium som hydroxid diarré hos raske; originalen har vi ikke læst.

AGA/ACG skriver, at lavere doser end forsøgenes bruges i praksis, men ikke er afprøvet i placebokontrollerede forsøg, og at dosis bør sættes lavt og øges efter behov. BDA skriver som god praksis 0,5 til 1,5 g oxid om dagen i mindst fire uger, startende ved 0,5 g og øget gradvist; selv 0,5 g oxid er ca. 300 mg magnesium (vores udregning) og dermed over EFSA’s grænse. Det er retningslinjens ordlyd og ikke vores råd. Lægen eller apoteket kan vurdere, om magnesium er relevant og i hvilken mængde. Magnesium fra afføringsmidler og syrebindende midler lægges oven i et tilskud, så tæl alle kilder med; hvordan loftet er sat, står i artiklen om magnesiumdosering.

×

Svarer personligt Kontakt Sidder du med et spørgsmål, du helst vil have svar på i dag? Jeg har brugt 15 år på mænds sundhed og selvforbedring. Skriv til mig — jeg læser og svarer personligt, som regel inden for et par timer.

Skriv til Mark →

Navn Email

Din besked

← Tilbage Send min besked →

Tak for din besked!
Jeg vender tilbage hurtigst muligt — som regel inden for et par timer.

Magnesium forstoppelse og risiko: nyrer, medicin og alder

Ved oxid mod forstoppelse er nedsat nyrefunktion den tydeligste risikofaktor for hypermagnesæmi, altså for højt magnesium i blodet. I japanske hospitalsdata hang risikoen også sammen med oxiddosis og behandlingens varighed. Alder var ikke en uafhængig risikofaktor, når nyrefunktionen var regnet med: i Wakai var alder fra 68 år forbundet med OR 2,55 (1,50 til 4,33) uden justering og 1,71 (0,94 til 3,12) med, og i Mori H 2019 var der ingen sammenhæng med hypermagnesæmi (tal fra fuldteksternes tabeller). Er du i tvivl om risikoen ved magnesium forstoppelse, er nyrerne det første at spørge til. Nyrerne udskiller det magnesium, kroppen har optaget, og NIH skriver, at risikoen stiger, når nyrerne ikke længere kan fjerne overskuddet.

• Wakai 2019 (retrospektivt, 320 indlagte af 3.258 på oxidtabletter): 75 (23 %) fik niveau fra 2,5 mg/dL. Uafhængige risikofaktorer i den justerede analyse var nyrefunktion på højst 55,4 ml/min (OR 3,1), urinstof på mindst 22,4 mg/dL (OR 3,5), oxiddosis på mindst 1.650 mg om dagen (OR 1,9) og behandling i mindst 36 dage (OR 2,2). Ingen konkurrerende interesser; ikke læst i fuldtekst.
• Mori H 2019 (2.176 på daglig oxid, 193 med målt niveau): 32 (16,6 %) havde højt niveau (fra 2,5 mg/dL) og 10 (5,2 %) hypermagnesæmi (fra 3,0 mg/dL). Forbundet med svær nyresygdom (grad 4) og oxiddosis; højt niveau også med over 1.000 mg oxid om dagen og samtidige stimulerende afføringsmidler. En forfatter oplyser forskningsmidler og honorarer fra flere lægemiddelfirmaer; ikke læst i fuldtekst.

Begge studier har begrænsninger. De gælder patienter, der får oxid som medicin i Japan, og ikke raske voksne på en kort kur. Doserne er oxidens vægt, og 1.000 mg oxid er ca. 600 mg magnesium (vores udregning). Definitionerne ligger lavt: 2,5 mg/dL svarer til ca. 1,03 mmol/L, mens NIH angiver symptomer fra 1,74 til 2,61 mmol/L, altså ca. 4,2 til 6,3 mg/dL. Tallene siger derfor mere om, hvor ofte niveauet stiger, end om hvor ofte nogen bliver syge. NIH beskriver symptomerne fra lavt blodtryk, kvalme og opkastning til muskelsvaghed, vejrtrækningsbesvær og hjertestop.

Et tilfælde viser, at det kan gå galt uden nyresvigt. Araki 2021 beskriver en rask pige på 20 måneder, som kom med opkastning og nedsat bevidsthed efter fire dages brug af 200 mg oxid dagligt i delte doser (saltets vægt), ordineret af hendes egen læge. Hun havde ikke haft afføring i fem dage, og et lavement tømte en stor, fastsiddende afføringsmasse. Niveauet var 11,0 mg/dL; hun fik kalciumglukonat og var neurologisk rask under fem års opfølgning. Forfatterne mener, at den manglende udtømning af den fastsiddende afføring før oxid (som gav tarmslyng) var årsagen, og at man bør være varsom ved fastsiddende afføring; det er netop den situation, oxid gives i. De kalder dosis normal og erklærer ingen finansiering eller konkurrerende interesser. Det er ét tilfælde og siger intet om hyppigheden. Flere bivirkninger står i artiklen om magnesium bivirkninger.

Medicin: hvem påvirker hvem?

Listen er ikke udtømmende, og apoteket kan gennemgå din medicin:

• Bisfosfonater (fx alendronat mod knogleskørhed): magnesium kan nedsætte optagelsen af bisfosfonatet. NIH skriver, at magnesiummidlet og bisfosfonatet bør tages med mindst to timers mellemrum.
• Tetracykliner (doxycyklin) og kinoloner (ciprofloxacin, levofloxacin): magnesium danner uopløselige forbindelser med antibiotikaet. NIH skriver, at antibiotikaet bør tages mindst to timer før eller fire til seks timer efter magnesiumtilskuddet.
• Levodopa mod Parkinsons sygdom: i et prospektivt forsøg med 35 patienter sænkede samtidigt oxid levodopas maksimale koncentration i blodet fra 7,66 til 5,82 µmol/L (p = 0,006) og forværrede bevægelsesscoren (p = 0,007). Forfatterne fraråder samtidig brug (Miyaue 2023, ingen erklæret interessekonflikt).
• Syrehæmmere (protonpumpehæmmere og H2-blokkere): kan svække oxids afførende virkning, fordi oxid skal opløses i mavesyre. Yamasaki 2014 (sammenligning af oxiddoser i journaler hos 112 patienter) fandt, at de, der også tog syrehæmmere, behøvede højere oxiddosis, og Maezawa 2023 (indberetninger til FDA’s bivirkningsdatabase hos opioidbrugere) fandt flere forstoppelsesindberetninger med magnesium og syrehæmmere; PubMed har ingen erklæring, markerer ekstern støtte uden at navngive den, og to forfattere er tilknyttet et firma (Chubu Yakuhin) og et apotek. Omvendt kan langvarig brug af protonpumpehæmmere (typisk over et år) ifølge NIH sænke magnesium i blodet.
• Vanddrivende: loop- og thiaziddiuretika øger tabet af magnesium i urinen, mens spironolakton og amilorid mindsker udskillelsen (NIH).
• Andre afføringsmidler: i Mori H 2019 hang samtidig brug af stimulerende afføringsmidler sammen med højt niveau i blodet.

Giver for lidt magnesium forstoppelse?

Om for lidt magnesium forstoppelse giver, er ikke afgjort: der er en svag sammenhæng i to tværsnitsstudier, men de kan ikke vise, at lavt indtag forårsager forstoppelse, eller at et tilskud hjælper. Zhang 2021 brugte amerikanske data (NHANES 2007 til 2010, 9.519 voksne) og fandt, at et højere magnesiumindtag fra kosten hang sammen med mindre forstoppelse målt på afføringsfrekvens: OR 0,71 (0,51 til 0,99), 0,78 (0,46 til 1,31) og 0,39 (0,16 til 0,95) i de tre højeste fjerdedele mod den laveste. Den faldende tendens over fjerdedelene var kun signifikant hos mænd, og målt på afføringens konsistens var der ingen sammenhæng. Hvor magnesium findes i maden, står i artiklen om magnesium i fødevarer.

Murakami 2007 (3.835 japanske kvinder på 18 til 20 år, 26,2 % med funktionel forstoppelse) fandt, at lavt magnesiumindtag hang sammen med mere forstoppelse (OR 0,70 til 0,79 i de højere femtedele, trend p = 0,09), mens fiberindtaget ikke gjorde. Begge er tværsnit, hvor kost er målt med spørgeskema eller erindring. Zhang 2021 erklærer ingen interessekonflikter, og Murakami 2007 har ingen erklæring i PubMed.

Moradian 2017 (enkeltblindet forsøg, 102 patienter efter hjerteoperation) fandt mindre forstoppelse med 800 mg oxid dagligt (to tabletter à 240 mg elementært ifølge abstractet, ca. 480 mg) end i kontrolgruppen. Abstractet oplyser ikke tallene, og forsøget gælder indlagte efter operation og ikke kronisk forstoppelse. Hvordan en mangel opdages, og hvorfor en blodprøve kun er et grovt redskab, står i artiklen om magnesiummangel og blodprøver.

Børn, gravide, ældre og opioidbrugere: hvad er vist?

Kort svar: for alle fire grupper hører magnesium mod forstoppelse hjemme i en samtale med læge eller apotek, og vi giver ingen dosis til børn eller gravide.

Børn

Hos børn findes der egne forsøg med forskellige midler mod forstoppelse. En metaanalyse fra 2025 (de Geus, 59 forsøg med 7.045 børn) rummer syv forsøg med oxid eller hydroxid og konkluderer, at PEG sandsynligvis er mere virksomt end placebo (RR 1,74; 1,25 til 2,41; moderat sikkerhed) og bør være standard som førstevalg. Studiet havde ingen finansiering, og én forfatter har fået rådgivningshonorarer fra flere firmaer. Abstractet giver intet poolet tal for oxid og hydroxid. Tilfældet ovenfor (Araki 2021) viser, at magnesiumoxid kan give svær hypermagnesæmi hos et lille barn. Et forsøg hos 100 børn med spastisk cerebral parese (Hassanein 2021) gav oral magnesiumsulfat eller placebo i en måned og fandt bedring hos 68 % mod 9,5 % (RR 2,95; 2,0 til 4,5); vi gengiver ikke dosis, og PubMed har ingen erklæring. Forstoppelse hos børn hører til hos lægen.

Gravide

AGA/ACG skriver, at deres retningslinje ikke gælder gravide, og deres tabel advarer om forsigtighed med oxid i graviditeten og nævner lactulose som det eneste osmotiske middel, der er undersøgt hos gravide. Vi har ikke gennemgået forsøg hos gravide, og en læge eller jordemoder skal kende alt, du tager.

Ældre

Kinnunen 1987 (ovenfor) viste flere afføringer med hydroxid end med et fibermiddel hos 64 ældre, og i samme patientgruppe (Kinnunen 1989, 55 af 64 på vanddrivende) var lavt magnesium sjældnere efter hydroxid (2 %) end efter fiber (17 %). Alder var ikke en uafhængig risikofaktor for hypermagnesæmi, når nyrefunktionen var regnet med (se afsnittet om sikkerhed), men nyrefunktionen var. Det gør en blodprøve om nyrefunktion til et naturligt spørgsmål, før en ældre får magnesium som fast afføringsmiddel.

Opioidbrugere

Opioider er en kendt årsag til forstoppelse (Lægehåndbogen). Ozaki 2022 (120 kræftpatienter, 500 mg oxid tre gange om dagen mod naldemedine 0,2 mg i 12 uger) i et forebyggelsesforsøg (patienter, der skulle i gang med opioider) fandt mindre forværring af forstoppelsesrelateret livskvalitet efter to uger med naldemedine og færre bivirkninger, og ingen forskel i antal spontane afføringer, mens andelen med komplette spontane afføringer var højere med naldemedine ved 2 og 12 uger; forsøget var uden erklærede konflikter. Lægehåndbogen nævner opioidantagonister som næste skridt, hvis almindelige afføringsmidler ikke er nok.

Hvornår er forstoppelse noget for lægen og ikke et tilskud?

Forstoppelse er ikke noget at selvbehandle med magnesium, hvis den følges af blod i afføringen, et ændret ellers stabilt afføringsmønster i over fire uger, nye mavesmerter i over fire uger eller uforklaret blodmangel. Så hører den hjemme hos lægen. Lægehåndbogen skriver, at et eller flere af disse tegn bør føre til undersøgelse, særligt hos personer over 40 år; listen er vejledende og ikke udtømmende. Nogle med tarmkræft har desuden almensymptomer som vægttab og træthed, og enkelte debuterer akut med tarmslyng, perforation eller blødning.

Lægehåndbogen peger også på årsager, et tilskud ikke løser: sygdomme som lavt stofskifte, depression og sukkersyge og medicin som opioider, calciumantagonister, vanddrivende, antikolinergika, antiepileptika, jern og syrebindende midler. Får du pludselige, kraftige mavesmerter med opkastning, så ring til lægevagten eller 112.

Forstoppelse er også en kendt maveplage ved GLP-1-medicin, som vi gennemgår i artiklen om GLP-1 bivirkninger. Vi har ikke fundet et forsøg, der prøver magnesium hos folk på GLP-1-medicin. Vi søgte i PubMed på: (magnesium[tiab]) AND (semaglutide[tiab] OR liraglutide[tiab] OR tirzepatide[tiab] OR “GLP-1″[tiab] OR “glucagon-like peptide”[tiab]) AND (constipation[tiab] OR laxative*[tiab]). Det gav ét træf, en oversigt for praktiserende læger, der nævner begge emner i hver sit afsnit uden at koble dem.

Seks spørgsmål, før du overvejer magnesium mod forstoppelse

Valget kan koges ned til seks spørgsmål, og svarene findes i din medicinliste, på etiketten og hos lægen:

1. Har du et alarmtegn, fx blod i afføringen, et ændret mønster eller nye mavesmerter i over fire uger eller uforklaret blodmangel? Så er det lægen, ikke et tilskud.
2. Har du prøvet det, Lægehåndbogen nævner først: 25 til 35 g fibre om dagen, væske sammen med fibre og motion?
3. Tager du medicin, der giver forstoppelse eller påvirker magnesium (opioider, jern, vanddrivende, syrehæmmere)?
4. Har du nedsat nyrefunktion eller tager du bisfosfonater, tetracykliner, kinoloner eller levodopa? Så skal lægen eller apoteket kende alt.
5. Hvilket salt er det, og hvor mange mg magnesium (ikke saltets vægt) er der pr. dosis?
6. Hvad andet med magnesium får du, fx afføringsmidler, syrebindende midler eller andre tilskud?

Konklusion: oxid har et tydeligt signal, men et smalt og japansk grundlag

Oxid har et klart signal mod forstoppelse i to placebokontrollerede forsøg: 1,5 g gav bedring hos 68 til 71 %, placebo hos 12 til 25 %. Begge forsøg kommer fra samme japanske afdeling. De to retningslinjer, der bygger på dem, når til hver sin vurdering: den britiske giver en stærk anbefaling med moderat evidens, den amerikanske en betinget anbefaling, fordi evidensen er meget usikker. For citrat alene og for glycinat findes der, så vidt vi har fundet, intet kontrolleret forsøg, og sulfat i mineralvand har blandede forsøg bag sig, så ingen af dem kan sættes lig med oxid.

Dosis i forsøgene ligger langt over tilskudsloftet, og den, der har nedsat nyrefunktion, tager medicin som bisfosfonater, tetracykliner, kinoloner, levodopa eller syrehæmmere, er gravid eller skal give et barn magnesium, skal have lægen med. Forstoppelse med alarmtegn, især hos dig over 40 år, skal udredes og ikke behandles selv.

Ofte stillede spørgsmål om magnesium forstoppelse

Svarer personligt Om forfatteren Mark Petersen Stifter & ejer af betterman. 15 års personlig erfaring med mænds selvforbedring — ingen bullshit, ingen quick fixes. Læs mere om Mark →