Zink bivirkninger: kobbermangel, kvalme og overdosis

De hyppigste zink bivirkninger er milde: kvalme, mavesmerter samt dårlig smag i munden, især ved høje doser eller sugetabletter. Den alvorligste er kobbermangel med blodmangel og lavt antal hvide blodlegemer, som kan opstå ved langvarigt højt indtag og ofte bliver overset. EFSA sætter den øvre grænse til 25 mg zink om dagen, regnet samlet fra mad og tilskud, og Fødevarestyrelsens vejledende maksimum for en daglig tilskudsdosis er 12 mg.

Guiden tager bivirkningerne ved zink én ad gangen og angiver dosis, hvor kilderne gør det: mave og smag, kobbermangel, kolesterol og immunforsvar, prostata og sæd, lugtesans, overdosering og medicin. Det brede overblik over mineralet står i guiden til zink. Her handler det kun om, hvad der kan gå galt, og hvad vi ikke ved.

Vi anbefaler ingen produkter og nævner kun et mærke, hvor en myndighed har advaret mod det. Mange af forsøgene om bivirkninger ved zink er små, gamle eller lavet på få mænd, og det skriver vi, hvor det er tilfældet. Hvor en kilde er betalt af eller skrevet af en producent, siger vi det også. Har nogen indtaget en stor mængde zink på én gang, så ring til Giftlinjen på 82 12 12 12, og ring 112 ved alvorlige symptomer.

Zink bivirkninger: hvad er almindeligt, og ved hvilke doser?

De almindelige zink bivirkninger kommer fra maven og munden og er målt i forsøg mod placebo. De alvorlige kommer af langvarigt højt indtag og er mest beskrevet i kasuistikker, case-serier og små forsøg. Tabellen viser, hvad kilderne dækker, og ved hvilken dosis. Doserne er forsøgsdoser og ikke anbefalinger, og flere ligger langt over EFSA’s grænse.

Grafen samler de samme tal. Orange søjler er myndighedernes tal, grå er doser fra forsøg og kasuistikker, hvor en bivirkning er målt. Hvor meget der er rimeligt i det enkelte tilfælde, gennemgår vi i dosering af zink.

×

Svarer personligt Kontakt Sidder du med et spørgsmål, du helst vil have svar på i dag? Jeg har brugt 15 år på mænds sundhed og selvforbedring. Skriv til mig — jeg læser og svarer personligt, som regel inden for et par timer.

Skriv til Mark →

Navn Email

Din besked

← Tilbage Send min besked →

Tak for din besked!
Jeg vender tilbage hurtigst muligt — som regel inden for et par timer.

Kvalme, mavesmerter og dårlig smag

Kvalme og mavesmerter er de hyppigste zink bivirkninger i forsøgene, og dårlig smag er mest beskrevet ved sugetabletter. Begge dele er milde, men de får nogle til at stoppe: i ét forsøg holdt seks kvinder op, fem af dem på grund af mavegener. NIH’s Office of Dietary Supplements nævner kvalme, svimmelhed, hovedpine, mavebesvær, opkast og nedsat appetit ved høje indtag.

Hvad forsøgene målte

Bivirkninger i maven er målt mod placebo i FAZST-forsøget (Schisterman og kolleger, JAMA 2020): 1.185 mænd fik 30 mg elementært zink og 5 mg folsyre dagligt i seks måneder, og 1.185 fik placebo. Mavesmerter og ubehag forekom hos 6 % mod 3 %, kvalme hos 4 % mod 2 % og opkast hos 3 % mod 1 %. Zink og folsyre blev givet sammen, så forsøget kan ikke sige, hvilket af de to stoffer der gav generne.

Forsøget er betalt af det amerikanske NICHD, tabletterne blev fremstillet af UPM Pharmaceuticals, og kun Hotaling oplyser konflikter: konsulenthonorar fra tre firmaer, en patentansøgning og forskningsstøtte fra to firmaer (fuldteksten er læst).

Samman og Roberts (1987) lod 47 raske frivillige tage 50 mg elementært zink tre gange dagligt i seks uger, altså 150 mg om dagen, i et dobbeltblindt crossoverforsøg. Hovedpine, mavekramper, kvalme, nedsat appetit og opkast blev registreret hos 84 % af kvinderne og 18 % af mændene; abstractet siger ikke, om det var i zink- eller placeboperioden. Seks kvinder stoppede. Forfatterne foreslår kropsvægt som forklaring, fordi generne sås hos de lettere deltagere, men køn og vægt hænger sammen i forsøget. PubMed oplyser ekstern støtte uden navn (kan være offentlig eller privat), og fuldteksten er ikke læst.

Sugetabletter og dårlig smag

Mossad og kolleger (1996) gav 100 ansatte med forkølelse sugetabletter med 13,3 mg zink som gluconat hver anden time, mens de var vågne, eller sugetabletter med calciumlactat. Bivirkninger i alt forekom hos 90 % mod 62 %, kvalme hos 20 % mod 4 % og dårlig smag hos 80 % mod 30 %.

Det er ét forsøg. Ifølge Cochrane-gennemgangens beskrivelse var det støttet af Cleveland Clinic Foundations egne forskningsmidler, og en erklæring om interessekonflikter er ikke oplyst; fuldteksten er ikke læst. Hvem der leverede sugetabletterne, har vi ikke kunnet undersøge. Tidsskriftets redaktør skrev i 1997 en leder om interessekonflikter og bias i forbindelse med forsøget (Davidoff 1997). Der kom også to læserbreve, et om forsøgets design og et om hæmokromatose. Vi har ikke kunnet læse nogen af de tre.

Et trænet smagspanel fandt zinksalte mest sammentrækkende og jernsalte mest metalliske (Yang og Lawless, 2005); det gælder salte opløst i vand og ikke tilskud.

Cochrane-gennemgangen fra 2024 (Nault og kolleger) samlede 34 forsøg med 8.526 deltagere. Den er markeret med ekstern støtte uden navn i PubMed; Wieland angiver NIH-støtte til Cochrane Complementary Medicine (udbetalt til institutionen), og Konstantinidis er statistisk redaktør i Cochrane Acute Respiratory Infections uden rolle i den redaktionelle proces. Brugt som behandling gav zink sandsynligvis flere milde bivirkninger (RR 1,34; 1,15 til 1,55; 16 forsøg, 2.084 deltagere; moderat sikkerhed), og intet behandlingsforsøg oplyste alvorlige bivirkninger. Ved forebyggelse var det usikkert, om der var flere bivirkninger (RR 1,11; 0,84 til 1,47; meget lav sikkerhed) eller flere alvorlige (RR 1,67; 0,78 til 3,57; tre forsøg; lav sikkerhed).

Doserne i gluconat-sugetabletforsøgene i gennemgangen lå på 45 til 276 mg om dagen i 4,5 til 21 dage; abstractet oplyser ikke, om tallene er mg zink eller mg gluconat. Er de mg zink, er det op til omkring elleve gange EFSA’s grænse (vores udregning: 276 mod 25 mg).

Hvor stor en dosis giver opkast?

EFSA’s komité skriver, at akut forgiftning er sjælden, og at kvalme, opkast, smerter i øvre del af maven, mavekramper og diarré er de typiske tegn. Den refererer et skøn fra Fosmire (1990) om, at en dosis, der udløser opkast, svarer til 225 til 450 mg zink. Det er et skøn gengivet fra anden hånd, og vi har kun læst Fosmires abstract, som nævner kvalme, opkast, smerter i øvre del af maven, sløvhed og træthed ved meget høje indtag. Barceloux (1999) skriver i en oversigt, at 1 til 2 g zinksulfat giver opkast.

EFSA’s komité gengiver fra Henderson og kolleger (1995; en artikel om et optagelsesforsøg på raske), at zinkacetat gav mindre fordøjelsesbesvær end samme dosis zinksulfat hos patienter med Wilsons sygdom. Det er en andenhåndsoplysning, og vi har ikke fundet forsøg, der sammenligner formerne med mavegener som hovedmål. Formerne er gennemgået i zinkformer.

Kobbermangel: den bivirkning, der gør grænsen nødvendig

Kobbermangel er den alvorligste af bivirkningerne ved zink. Den opstår ved langvarigt højt indtag, giver blodmangel og lavt antal hvide blodlegemer og i sjældne tilfælde skader på rygmarv og nerver, og den overses, fordi zink og kobber sjældent måles samtidig. Den er også den bivirkning, som EFSA’s øvre grænse er sat ud fra.

Sådan opstår den

Ifølge dyreforsøg, som EFSA’s komité gengiver (med henvisning til Cousins 1985), får højt zinkindtag tarmcellerne til at danne mere metallothionein, et protein som binder kobber. Når tarmcellerne er fulde af det, kommer der kun lidt kobber igennem. Maret og Sandstead (2006) skriver, at et højt zinkindtag i forhold til kobber kan give kobbermangel, og at der kun er en smal margen mellem anbefalet indtag og referencedosis for sikkert indtag. Hoffman og kolleger mener, at udskillelsen af overskuddet er langsom, så kobberoptagelsen er blokeret, indtil det er væk.

Hvad kasuistikkerne og case-serierne viser

Hoffman og kolleger (1988) beskriver en voksen, der havde taget for meget zink gennem munden i 10 måneder. Blodmanglen svarede ikke på jern, og der var lavt antal hvide blodlegemer (leukopeni og neutropeni). Kobber gennem munden i to måneder hjalp ikke. Først da kobberklorid blev givet i blodet (10 mg i alt over fem dage), steg kobber og ceruloplasmin, og blodtallene rettede sig.

• Prasad og kolleger (1978). En voksen med seglcelleanæmi fik zink i to år og fik lavt kobber, små røde blodlegemer og relativt få hvide blodlegemer. Kobber rettede det, og forfatterne havde set lavt ceruloplasmin hos flere andre patienter, der fik zink gennem munden.
• Willis og kolleger (2005). Tre mænd på 47, 21 og 42 år, hvor knoglemarvsundersøgelsen pegede på kobbermangel: blodmangel og lavt antal hvide blodlegemer (neutropeni), hos to af dem kraftigt, og hos to også en perifer nerveskade, der var skredet frem over 18 og 8 måneder. Den ene fik zink mod en arvelig zinkoptagelsessygdom (acrodermatitis enteropathica).

Duncan og kolleger (2023) søgte i databasen hos Scottish Trace Element Laboratory efter patienter med højt zink og lavt kobber og fandt 23 tilfælde. Fjorten fik diagnosen zinkinduceret kobbermangel, og syv af dem (50 %) var ikke diagnosticeret før. Det drejer sig om ordineret zink og ikke om kosttilskud, men mekanismen er den samme. Hoffman, Prasad, Willis og Duncan har ingen erklæring om interessekonflikter i PubMed (Prasad er markeret som støttet af amerikanske offentlige midler), og fuldteksterne er ikke læst.

Zink fra uventede kilder

Nations og kolleger (2008) beskriver fire patienter med nerveforandringer, lavt kobber og højt zink, som alle brugte meget store mængder fikseringscreme til tandproteser. Zinkindholdet i cremerne lå på ca. 17 til 34 mg pr. gram. NIH’s Office of Dietary Supplements skriver, at problemet er set hos folk, der brugte mindst 2,4 g creme om ugen i flere år, og at mange cremer siden er omformuleret uden zink. Hvilke cremer på det danske marked der indeholder zink, har vi ikke undersøgt.

Hvilke doser peger kilderne på?

EFSA’s komité skriver, at tydelige tegn (blodmangel, lavt antal hvide blodlegemer, nedsat immunrespons) først er set ved zink fra tilskud over 150 mg om dagen i lang tid. Komitéen nævner to patientgrupper, der fik 150 mg i 10 til 23 måneder og fik tegn på kobbermangel. Under den dosis er billedet mere uklart, og en dialysekasuistik beskriver kobbermangel efter 4 måneders 50 mg zinkacetat dagligt (Watanabe 2024; enheden er uklar).

Det amerikanske NIH (Office of Dietary Supplements) skriver, at 50 mg zink eller mere i flere uger kan forstyrre kobberoptagelsen, og at USA’s øvre grænse på 40 mg (Institute of Medicine’s Food and Nutrition Board) er sat ud fra kobberstatus. Tabellen viser, at fundene fra 18 til 150 mg peger i forskellige retninger.

Resultaterne er uensartede, og komitéen skriver selv, at faldet i SOD er det mest konsistente fund, men at det ikke følges af skadelige virkninger og ikke regnes som et tegn på nedsat kobberstatus. Fischer og kolleger tolkede faldet som nedsat kobberstatus.

Komitéen konkluderer, at tydelig skade på kobberbalancen ikke kunne påvises ved 53 mg zink, når kobberindtaget var tilstrækkeligt (3 mg om dagen), og heller ikke ved 40 mg samlet (Bonham). Det gav en dosis uden påviselig skade på ca. 50 mg, som blev halveret til 25 mg, fordi grupperne var små og forsøgene korte.

Tallet 50 mg er derfor ikke en dosis, der er vist sikker over år. Vi giver ikke råd om kobbertilskud og ikke om et ideelt forhold mellem zink og kobber. AREDS gav 2 mg kobber sammen med 80 mg zink for at forebygge mulig blodmangel, og kobber i blodet var ikke forskelligt i den delgruppe, hvor det blev målt, men forsøget havde ingen arm med zink uden kobber og viser derfor ikke, at kobberet forebyggede noget. Ingen af de andre kilder, vi har læst, viser en dosis eller et forhold, som forebygger kobbermangel ved langvarigt højt indtag.

HDL-kolesterol og immunforsvar ved høje doser

Blandt bivirkningerne ved meget høje zinkdoser er lavere HDL-kolesterol og svagere immunceller målt i små forsøg på mænd. Ved doser tættere på almindelige tilskud er billedet uensartet: EFSA’s komité kalder lipidfundene under 100 mg om dagen inkonsistente.

Kolesterol

• Hooper og kolleger (1980). Tolv raske mænd fik 440 mg zinksulfat om dagen i fem uger, og HDL faldt 25 % (fra 40,5 til 30,1 mg/dL), mens total- og LDL-kolesterol og triglycerid ikke ændrede sig. EFSA’s komité og Crouse (1984, hvor Hooper er medforfatter) opgiver dosen som 160 mg zink. Abstractet nævner ingen kontrolgruppe, og støtten er markeret som ekstern uden navn i PubMed (offentlig eller privat).
• Black og kolleger (1988). 31 mænd fik placebo (9), 50 mg zink (13) eller 75 mg zink (9) som gluconat i 12 uger. HDL var lavere i 75 mg-gruppen i uge 6 og 12 og i 50 mg-gruppen i uge 12, mens de øvrige fedtstoffer var uændrede. Forsøget er støttet af det amerikanske NHLBI.
• Crouse og kolleger (1984). 44 mænd (21 udholdenhedstrænede og 23 stillesiddende) fik placebo eller 50 mg zinksulfat om dagen i otte uger, og HDL, total- og LDL-kolesterol og triglycerid ændrede sig ikke. Abstractet oplyser ikke, om dosen er saltets vægt eller rent zink. Forsøget er støttet af amerikanske offentlige institutter.
• Samman og Roberts (1988). Ved 150 mg i seks uger faldt HDL ikke hos mændene, og kvinderne havde tegn på lavere LDL (ifølge komitéen).
• Foster og kolleger (2010). Metaanalyse af 33 interventioner med 14.238 deltagere: ingen samlet effekt på total-, LDL- eller HDL-kolesterol eller triglycerid, men hos raske faldt HDL med 0,10 mmol/L (7 %; p under 0,001). Abstractet oplyser ikke doserne, og PubMed har ingen erklæring om interessekonflikter.

EFSA’s komité konkluderede i 2002, at der ikke ses konsistente skadelige virkninger på fedtstofferne ved samlede indtag på 40 til 160 mg om dagen, og at lipidfundene er inkonsistente under 100 mg.

Immunforsvar

Chandra (1984) lod 11 raske mænd tage 150 mg elementært zink to gange dagligt i seks uger, altså 300 mg om dagen. Lymfocytternes respons på stimulation faldt, og det samme gjorde de hvide blodlegemers kemotaksi og evne til at æde bakterier. HDL faldt, og LDL steg lidt. Det er tolv gange EFSA’s grænse, og abstractet nævner ingen kontrolgruppe.

PubMed registrerer tre andre artikler fra samme forfatter som trukket tilbage (BMJ 1989, Lancet 1992 og Nutrition 2001); JAMA-artiklen fra 1984 er ikke blandt dem.

Bogden og kolleger gav ældre mellem 60 og 89 år placebo, 15 mg eller 100 mg zink dagligt, og alle fik en multivitamin uden ekstra zink. Efter 3 måneder (103 deltagere, 1988) ændrede hverken forsinket hudreaktion eller lymfocytternes vækstrespons sig.

Efter 12 måneder (1990) var NK-cellernes aktivitet forbigående højere ved 100 mg, mens forbedringen i hudreaktionen var signifikant større på placebo end i begge zinkgrupper; forfatterne kalder det en gunstig virkning på ét mål og en ugunstig på et andet. Begge publikationer (sandsynligvis samme forsøg: samme design, aldersgruppe og arme) er støttet af det amerikanske NIA, og 1990-artiklen er desuden markeret med ekstern støtte uden navn. Dosen er 100 mg og ikke 300 mg, og deltagerne var ældre, ikke de raske voksne mænd fra Chandras forsøg.

Vi har ikke fundet et forsøg, der gentager 300 mg-forsøget hos raske mænd (PubMed, søgt 1. oktober 2026: zinc[tiab] AND (excess[tiab] OR “high dose”[tiab] OR “high-dose”[tiab] OR “large amounts”[tiab]) AND (immune[tiab] OR lymphocyte[tiab] OR chemotaxis[tiab] OR phagocytosis[tiab]) AND (healthy[tiab] OR volunteers[tiab] OR men[tiab]) AND supplement*[tiab], 8 hits, alle titler gennemset; ud over Chandra var de oversigtsartikler, et konferencereferat, et in vitro-studie og et musestudie. Bogden-forsøgene kom ikke med i søgningen).

Ved lavere dosis så Bonham og kolleger ifølge EFSA’s komité ikke ændringer i lymfocytundergrupper ved 40 mg zink samlet. Ifølge NIH’s Office of Dietary Supplements kan 50 mg zink eller mere i flere uger nedsætte immunfunktionen og sænke HDL.

Prostata, sæd og urinveje: hvad kohorter og forsøg peger på

Zink bivirkninger hos mænd er undersøgt i en stor amerikansk kohorte: to analyser har fundet mere avanceret prostatakræft hos mænd, der tog meget høje doser zink eller tog det i mange år. Det er observationelle data, der ikke viser årsag, og doserne ligger langt over almindelige tilskud. Hvad zink gør for testosteron, er et andet spørgsmål og står i zink og testosteron.

Kohorten

Leitzmann og kolleger (2003) fulgte 46.974 mænd i Health Professionals Follow-Up Study i 14 år, og 2.901 fik prostatakræft, heraf 434 avanceret. Tilskud op til 100 mg zink om dagen hang ikke sammen med risikoen. Mænd, der tog mere end 100 mg dagligt, havde en relativ risiko for avanceret prostatakræft på 2,29 (1,06 til 4,95), og mænd, der tog zinktilskud i 10 år eller mere, havde 2,37 (1,42 til 3,95). Forfatterne kan ikke udelukke restforstyrrelse fra calciumtilskud eller noget umålt. Støtten kommer fra amerikanske offentlige institutter.

Zhang og kolleger (2022) fulgte 47.240 mænd fra samme kohorte i 28,3 år (median). Zinktilskud hang ikke sammen med prostatakræft samlet eller med lokaliseret kræft og kræft af lav og middel grad. Over 75 mg om dagen hang derimod sammen med HR 1,76 (1,16 til 2,66) for dødelig og 1,80 (1,19 til 2,73) for aggressiv prostatakræft, og 15 års brug eller mere med 1,91 (1,28 til 2,85) og 1,55 (1,03 til 2,33). Forfatterne har ingen interessekonflikter, og NCI støtter arbejdet. Fordi kohorten er den samme, bekræfter de to analyser ikke hinanden uafhængigt.

Zhang og kolleger (2023) fulgte 5.788 mænd fra samme kohorte med prostatakræft uden fjernmetastaser og fandt, at zinktilskud efter diagnosen hang sammen med lavere dødelighed uanset årsag (HR 0,84; 0,74 til 0,96) og antydningsvis lavere risiko for dødelig prostatakræft (0,82; 0,60 til 1,13). Sammenhængen sås mest ved 1 til 24 mg om dagen, ikke ved højere doser. Det er stadig observationelt, og PubMed har ingen erklæring om interessekonflikter.

Urinveje og sæd

I AREDS-forsøget (3.640 deltagere på 55 til 80 år randomiseret til fire arme: placebo, antioxidanter, 80 mg zink som zinkoxid sammen med 2 mg kobber dagligt eller begge dele; gennemsnitligt 6,3 år; oven i en multivitamin hos to tredjedele) var indlæggelser for urinvejs- og kønsorganer hyppigere i zinkgrupperne: 7,5 % mod 4,9 % (p = 0,001), og hos mænd alene 8,6 % mod 4,4 %. Eksemplerne var uspecificeret urinvejsinfektion og godartet forstørret prostata hos mænd og stressinkontinens hos kvinder. Selvrapporteret blodmangel var 13,2 % mod 10,2 % (p = 0,004), men hæmatokrit (målt hos alle) og kobber og fedtstoffer (målt i en delgruppe) var ikke forskellige. Procenterne gælder de 3.621 med opfølgning.

AREDS er betalt af det amerikanske National Eye Institute med yderligere støtte fra Bausch and Lomb, og en medarbejder fra firmaet sad i forsøgets sikkerhedsudvalg som ex officio-medlem. Forfatterne skriver, at de ikke har kommerciel interesse i tilskuddene. PubMed noterer en rettelse fra 2008 (Arch Ophthalmol 2008;126:1251), som vi ikke har kunnet læse, og som retter fejl i tabeller. Tallene står både i teksten og i tabel 10, og vi bruger dem med det forbehold.

I FAZST-forsøget var DNA-fragmenteringen i sæden en smule højere med zink og folsyre (29,7 % mod 27,2 %; forskel 2,4 procentpoint; 0,5 til 4,4), og andelen af par med et levendefødt barn var ens (34 % mod 35 %). Resultaterne for sædkvalitet står i kosttilskud og sædkvalitet.

×

Svarer personligt Kontakt Sidder du med et spørgsmål, du helst vil have svar på i dag? Jeg har brugt 15 år på mænds sundhed og selvforbedring. Skriv til mig — jeg læser og svarer personligt, som regel inden for et par timer.

Skriv til Mark →

Navn Email

Din besked

← Tilbage Send min besked →

Tak for din besked!
Jeg vender tilbage hurtigst muligt — som regel inden for et par timer.

Lugtetab fra zink i næsen

Lugtetab hører til de bivirkninger, der kun er knyttet til zink i næsen: zinkgel og zinkpinde har givet tab af lugtesansen, i nogle tilfælde varigt. Det gælder zink, der sniffes op, og ikke tabletter og sugetabletter, som FDA’s advarsel udtrykkeligt ikke omfattede.

Jafek og kolleger (2004) beskriver en serie patienter med svært nedsat lugtesans eller tab af den efter zinkgluconat-gel i næsen, og forfatterne skriver, at tabet synes langvarigt eller permanent hos nogle. Alexander og Davidson (2006) gennemgik 17 patienter på en næseklinik i USA. Alle havde snuset dybt ved brugen, mærket en brændende fornemmelse med det samme og opdaget tabet inden for 48 timer, og 7 af de 17 fik aldrig symptomer på en luftvejsinfektion, så hos dem kan tabet ikke forklares med en virusinfektion. Davidson og Smith (2010) anvendte Bradford Hill-kriterierne på 25 patienter og konkluderede, at zinkgluconat i næsen forårsager nedsat lugtesans og anosmi.

I juni 2009 advarede FDA mod tre intranasale produkter fra Zicam (næsegel og to typer næsepinde) efter mere end 130 indberetninger om tab af lugtesansen siden 1999, og anbefalede, at forbrugerne stoppede med dem. FDA skrev, at produkterne ikke var vist effektive mod forkølelse. De tre fagartikler har ingen erklæring om interessekonflikter i PubMed, og vi har ikke læst fuldteksterne. FDA’s meddelelse er en myndighedskilde.

Akut overdosering: hvad der sker, og hvem du ringer til

De akutte zink bivirkninger ved en overdosis er først og fremmest mavegener: kvalme, opkast, mavekramper og diarré. Har nogen taget en stor mængde, så ring til Giftlinjen på 82 12 12 12, og ring 112, hvis personen er påvirket, ikke kan holde noget nede eller får svært ved at trække vejret.

EFSA’s komité beskriver akut zinkforgiftning som sjælden og nævner tilfælde af fødevareforgiftning fra mad og drikke, der har stået i galvaniserede beholdere. Barceloux (1999) skriver, at zinkforbindelser kan give irritation og ætsning af mave-tarm-kanalen sammen med akut tubulær nekrose og interstitiel nefritis i nyrerne. EFSA’s komité nævner, at industriel indånding af zinkoxiddampe kan give metalfeber med uvelbefindende, feber, hovedpine, kvalme og tørhed i mund og hals. Schoofs og kolleger (2024) minder om, at zink også kan optages gennem luftvejene og huden.

En kasuistik fra 2025 (AlDhasee og kolleger) beskriver en kvinde i 40’erne med kendt zinkmangel og en tidligere gastrisk bypass-operation, der forsætligt tog halvfems tabletter à 50 mg zinksulfat. Hun fik mavegener uden tegn på forgiftning i resten af kroppen og blev behandlet støttende, og chelerende midler var ikke nødvendige. En bypass-operation ændrer optagelsen, og forfatterne fremhæver selv postoperative patienter, så forløbet kan ikke overføres til andre. Én kasuistik viser ikke, at store indtag er ufarlige; den viser, at mavegener dominerede i netop dette tilfælde. Forfatterne har ingen interessekonflikter.

Medicin: zink kan sænke optagelsen af antibiotika

Interaktionerne hører ikke til de bivirkninger, man selv mærker, men zink taget samtidig med visse antibiotika har i små forsøg på raske frivillige sænket optagelsen af antibiotikaet. Det gælder kinoloner (norfloxacin, ciprofloxacin) og tetracyklin, og Stiles og kolleger (2024) nævner også doxycyklin og risedronat. Forsøgene gengives her hver for sig, fordi de brugte forskellige præparater.

• Campbell og kolleger (1992), norfloxacin. Otte raske frivillige fik norfloxacin sammen med almindelige doser af jernsulfat, zinksulfat, aluminiumhydroxid eller magnesiumhydroxid. Hver for sig mindskede præparaterne den udskilte mængde norfloxacin i urinen over 24 timer med 50 til 90 %. Tallet for zink alene står ikke i abstractet.
• Polk og kolleger (1989), ciprofloxacin. Tolv raske mænd fik i et crossoverforsøg en multivitamin med zink i syv dage. AUC for en dosis ciprofloxacin (500 mg) faldt fra 14,5 til 11,3 µg·h/ml. Forfatterne skriver, at det ansvarlige stof kræver mere undersøgelse, så zinken kan ikke udpeges alene.
• Kara og kolleger (1991), ciprofloxacin. Otte raske frivillige tog ciprofloxacin sammen med en kombinationstablet med bl.a. 15 mg zink, 10 mg jern, 100 mg magnesium og 162 mg calcium. AUC var 5,4 mod 12,3 mg·h/l uden præparat (kontrolværdien, som abstractet angiver ved jernsulfat-delen; p under 0,01). Zink kan heller ikke her isoleres. Alle fire forfattere bag Kara-forsøget står også på Campbell-forsøget.
• Penttilä og kolleger (1975), tetracyklin og doxycyklin. Syv frivillige i et crossoverforsøg fik en enkelt dosis zinksulfat (45 mg zink) sammen med 500 mg tetracyklin eller 200 mg doxycyklin. Optagelsen af tetracyklin faldt med omkring 30 % (p under 0,05), mens doxycyklin ikke blev påvirket signifikant. Forfatterne kaldte den kliniske betydning begrænset.

De tre første er markeret med ekstern støtte uden navn i PubMed (kan være offentlig eller privat), Penttilä har ingen markering, og ingen har en erklæring om interessekonflikter. Fuldteksterne er ikke læst.

Forsøgene kommer fra en PubMed-søgning (søgt 1. oktober 2026: zinc AND (ciprofloxacin OR norfloxacin OR levofloxacin OR tetracycline OR doxycycline OR quinolone) AND (volunteers OR crossover OR healthy subjects) AND (absorption OR bioavailability OR pharmacokinetic), 4 hits: Campbell, Kara, Polk og Penttilä, som alle er med ovenfor).

Tidsafstand og andre lægemidler

NIH’s Office of Dietary Supplements (opdateret 2022) skriver, at kinolon- og tetracyklinantibiotika kan påvirke zink i mave-tarm-kanalen, så optagelsen af både zink og antibiotikum kan falde, når de tages samtidig. Faktaarket anbefaler, at antibiotikaet tages mindst 2 timer før eller 4 til 6 timer efter zinktilskuddet. Ifølge arkets henvisning bygger tidsrummet på en oversigt i Journal of the American Dental Association fra 2014 (Donaldson og Touger-Decker), som vi ikke har læst, og det er et amerikansk råd og ikke et dansk. Spørg apoteket, hvordan netop dit lægemiddel tages, og læs indlægssedlen.

Samme ODS-ark nævner, at zink og penicillamin bør tages mindst en time fra hinanden, og at thiazid-vanddrivende midler øger udskillelsen af zink i urinen. Det sidste er en grund til at tale med lægen, hvis du tager vanddrivende medicin og overvejer et tilskud. Ud over arkets oplysninger om penicillamin og vanddrivende midler har vi ikke gennemgået andre lægemidler.

Hvem bør tale med lægen, før de tager zink?

Tal med en læge, før du tager zink, hvis du kunne have mangel, tager fast medicin, er gravid eller ammer, har nyresygdom, eller hvis tilskuddet er til et barn. Har du taget mere end 25 mg om dagen i længere tid, bør lægen kende dosen, så zink og kobber kan måles. Har du haft vedvarende bivirkninger af zink, bør lægen kende dem.

• Graviditet og amning. EFSA’s komité (SCF) fandt ingen tegn på, at gravide er mere følsomme, men heller ingen grund til en højere grænse, så komiteen lader 25 mg gælde også dem. Fødevarestyrelsens tabel har dog en fodnote om, at UL ikke gælder gravide og ammende kvinder, så aftal altid zink med lægen.
• Børn og unge. Komitéen fandt ingen data om bivirkninger hos børn og regnede grænserne ud fra kropsoverfladen: 7 mg for 1 til 3 år, 10 mg for 4 til 6 år, 13 mg for 7 til 10 år, 18 mg for 11 til 14 år og 22 mg for 15 til 17 år. Fødevarestyrelsens vejledende maksimum for en tilskudsdosis er 1,3 mg (1 til 2 år), 2,1 mg (3 til 10 år) og 8,4 mg (11 til 17 år). Tal med en læge, før et barn får tilskud.
• Nyresygdom og dialyse. Tre kasuistikker beskriver kobbermangel hos dialysepatienter: blodmangel og lavt antal hvide blodlegemer (i ét tilfælde pancytopeni) efter 4 til 6 måneders brug af zink givet mod blodmangel eller zinkmangel (Marumo 2021, Kimura 2023, Watanabe 2024; hos Marumo var der tale om et for stort indtag). Hos Watanabe var dosen 50 mg zinkacetat dagligt, som forfatterne kalder standarddosis (enheden er uklar). Vi har ikke gennemgået andre data om zink ved nyresygdom.
• Hæmokromatose og insulinkrævende diabetes. EFSA’s komité skriver, at personer med disse tilstande kan være en følsom gruppe, og refererer et lille forsøg med 7 insulinkrævende patienter, hvor 50 mg zink om dagen hævede HbA1c. Betydningen er uklar.
• Fast medicin. Spørg lægen eller apoteket, især ved antibiotika, knoglemidler og vanddrivende midler.
• Lav zink eller mistanke om mangel. Hvordan en lav værdi tolkes, og hvilke symptomer der er uspecifikke, står i zinkmangel og symptomer.

Fischer, Foster, Chandra, Maret, Fosmire, Barceloux, Nations og Yang og Lawless har ingen erklæring om interessekonflikter i PubMed (Yang og Lawless er støttet af det amerikanske NIDCD), Yadrick og Zhang 2023 er støttet af amerikanske offentlige midler, og Bonham er markeret med ekstern støtte uden navn; Schoofs, Stiles, Marumo, Kimura og Watanabe erklærer ingen konflikter. Fuldteksterne er ikke læst.

Konklusion: milde mavegener, men kobbermangel er grunden til grænsen

De hyppigste zink bivirkninger er mavegener og dårlig smag. De er milde, men de kan få folk til at stoppe, og i FAZST var mavesmerter, kvalme og opkast omtrent dobbelt så hyppige på zink og folsyre som på placebo (6 % mod 3 %, 4 % mod 2 % og 3 % mod 1 %; i antal 66 mod 40, 50 mod 24 og 32 mod 17 af 1.185 i hver gruppe, så procenterne er afrundede).

Den alvorligste er kobbermangel ved langvarigt højt indtag, og den overses, fordi zink og kobber sjældent måles. Grænserne er tre forskellige tal: højst 12 mg i en daglig tilskudsdosis (Fødevarestyrelsen), 25 mg samlet fra mad og tilskud (EFSA) og 40 mg i USA. Ved ca. 50 mg fandt de forsøg, som EFSA’s grænse bygger på, ikke tydelig skade på kobberbalancen, når kobberindtaget var tilstrækkeligt (3 mg om dagen). Et kobberholdigt enzym (SOD) i de røde blodlegemer faldt dog ved 53 mg; komitéen regner det ikke som skade, men 50 mg er ikke vist sikker over år.

Zink bivirkninger ved meget høje doser omfatter lavere HDL og svagere immunceller i små forsøg, og to analyser af én amerikansk kohorte har fundet mere avanceret prostatakræft ved over 75 til 100 mg dagligt. Zink i næsen har givet tab af lugtesansen. Er du i tvivl om zink bivirkninger eller om, du får for meget, så tal med lægen. Overvejer du alligevel et tilskud, er kriterierne for at sammenligne tilskud samlet i zinktilskud.

Ofte stillede spørgsmål om zink bivirkninger

Svarer personligt Om forfatteren Mark Petersen Stifter & ejer af betterman. 15 års personlig erfaring med mænds selvforbedring — ingen bullshit, ingen quick fixes. Læs mere om Mark →